St. Croix

Christiansted

Christiansted blev anlagt i 1733 efter erhvervelsen af St. Croix. Guvernør Frederik Moth var blevet udsendt af Kompagniet for at fastlægge, hvor havnen – og dermed byen – skulle ligge, hvor de bedste plantager kunne anlægges, og hvordan Kompagniet kunne organisere sig.

Moth fandt den mest velegnede og naturlige havn på øens nordside, hvor den første bebyggelse blev kaldt Bassin. Her udstak han en traditionel, barok byplan for Christiansted med gader i rette vinkler – et såkaldt grid-net – efter det samme mønster som mange garnisonsbyer i Europa.

Byens grid-net består af Strandgade, Kongensgade, Compagniets Gade, Dronningens Gade, Bjerge Gade, Øster Gade og Fiskergade, som krydses af tværgaderne Kirkegade, Dronningens Tværgade, Kongens Tværgade, Prindsens Gade og Torvegade.
Der var dog ikke nogen central, monumental plads, som ellers var typisk for en byplan i barokstil.
Der blev i stedet anlagt to markedspladser, hvor slaver og frifarvede kunne sælge deres produkter.
Fort Christiansværn blev bygget øst for den nyudstykkede by. Først blev der bygget på resterne af et fransk fort, men byggeriet blev ødelagt af en orkan i 1737. I perioden fra 1738 til 1749 lykkedes det at opføre det nuværende fort af mursten fra Danmark i samme område opførtes også vejerboden, toldboden og Kompagniets pakhus, hvor der blev afholdt auktioner over de indskibede afrikanere, der blev solgt som slaver. I Christiansted blev fortet og Kompagniets bygninger udgangspunkt for byens udvikling.
Byhusene i Christiansted blev i høj grad bygget som investering for planterne og for Kompagniets embedsmænd, og det var almindeligt at husene blev udlejet til europæere for kortere eller længere perioder. Folketællingerne viser, at der var stor udskiftning af husenes beboere.

Christiansted fik efterhånden også mange kirkebygninger, både for den lutheranske menighed og andre kristne trossamfund som Brødremenighedens Missionsstation, Friedenstahl, vest for byen.

Den socialt integrerede by

Til forskel fra Charlotte Amalie er Christiansted en mere socialt blandet bebyggelse. Bortset fra de tre gader tættest på Fortet, består byen af både store og små grunde og tilsvarende huse. Her kunne de ’frifarvede’ håndværkere allerede fra byens grundlæggelse erhverve en smal grund og bygge sig et mindre, oftest tømret hus, hvilket skabte en mere åben bystruktur befriet for adskillelse i social rang og uden egentlige enklaver.

Det voksende antal kvalificerede håndværkere og frifarvede i byen i den anden halvdel af 1700-tallet skyldtes stor byggeaktivitet. Både Kompagniets slaver og de slaver der tilhørte Kompagniets embedsmænd personligt byggede. Også det voksende antal frifarvede håndværkere betød at der blev bygget beboelseshus i stort tal. Frederik Moth ejede fra 1746 en tømrer der hed Peter Tongolo, som var vurderet til 1000 Rigsdaler mod normalt 400-600 Rigsdaler for en håndværker. Han var en betroet byggeleder og en særlig dygtig mand. I 1749 blev han gift og i 1752 kunne han købe sin frihed af boet efter Frederik Moth ( som døde i 1747). Han blev en relativt stor ejendomsbesidder og kunne købe sin familie, slægtninge og venner fri af slaveriet, hvilket han gjorde i stort omfang. Han ejede en lille plantage navngivet efter hans hustru Cathrina‘s Hope, samt adskillige huse i byen. Han deltog i byggeriet af von Schopens palæ i Kongensgade, der i dag er Guvernementsbygningen.

Arkitekturen i Christiansted

I den udstykkede by startede bebyggelsen langs kysten i Kongensgade og Strandgade, der lige som Charlotte Amalie består af lange, smalle matrikler mellem havnen og byens første parallelgade. Generelt er Christiansteds matrikler – og dermed også pakhusene – noget mindre end i Charlotte Amalie.
De næste gader i byens grid-net er Kompagniets Gade og Dronningens Gade. Da det var prominent at eje bygninger i den ende af gaderne, der munder ud i pladsen omkring fortet, fik von Plessen opført et pakhus på den første matrikel i Kongensgade. I samme gade overtog kompagnikøbmand Johan Wilhelm Schopen i 1750 en grund og fik opført et stort, fornemt barokhus. Bygningens store dimensioner og detailrigdom viser hans solide evner som arkitekt og bygmester. Det var hans eget personlige byhus, men byggeriet var så storslået, at guvernementet overtog ejendommen efter Schopens død og indrettede det til guvernementsbygning.
Christiansteds bebyggelse er i høj grad præget af de overdækkede gallerier med buegange. Dette træk kan tilskrives Schopens indflydelse på de første og største byggerier på St. Croix i de første år. Han kom til øen i 1741 og levede der til 1768. På dette tidspunkt stod Frederiksberg Slot som en milepæl i barokarkitekturen og her ser man de tilsvarende buegange og fine arkitekturdetaljer ved vinduer og porte. Denne bygning har formentlig inspireret Schopen som bebyggelsesprincip til den officielle og bymæssige arkitektur på St. Croix.
Gaderne i Christiansted minder meget om danske provinsbyer i kraft af dimensioner i gadebredder, de lave huse og relativt brede matrikler, om ikke så meget ved bygningernes arkitektur. Men ved at sammenligne med samtidige spanske, franske og engelske byer ses det klart, at både Christiansted og Charlotte Amalie har nordeuropæiske dimensioner, hvilket tilfører hver enkelt byejendom en helt særlig karakter.
Karakteristisk er et bredt toetages hus med buegang mod gaden og loggia på føste sal. Karakteristisk er et lavt afvalmet tag, hvor vinden kan glide af.
Et typisk byhus består af en bred, toetagers muret bygning med varehus eller forretning bag et overdækket galleri, som understøttes af en buegang i gadeplanet. Buegangene er oftest murede kurvehanskbuer, der viser, at håndværkstraditionen fra den europæiske renæssancearkitektur er videreført til kolonien. Selv om den runde bue senere bliver indført, udgør kurvehanksbuen et vedholdende stiltræk ved byens huse. At byggetraditionen fra koloniens etablering fortsatte relativt upåvirket af udviklingen i den europæiske arkitektur skyldes formentlig, at det ikke var arkitekter, men kyndige håndværkere med kendskab til traditionel byggeteknik, der stod for byggeriet.
Byhusets første sal er ofte en loggia, overdækket af et lavt, afvalmet tag, der afbøder orkansæsonens voldsomme storme.
Bag huset kan der være en pyntelig have med skyggefulde træer, en andedam og lidt køkkenurter.

Frederiksted

Selv om Frederiksted var planlagt 10 år tidligere som et velegnet udskibningssted for koloniens sukkerproduktion, blev byen først grundlagt i 1755-60.

Allerede da St. Croix blev erhvervet, havde Kompagniet reserveret den store plantage, La Grange, og arealerne ned mod kysten til opførelsen af en havn og et fort i øens vestlige ende,.
Lige som Christiansted blev Frederiksted udlagt efter et grid-net med de nord-sydgående gader Strandgade, Kongensgade, Prindsens Gade, Dronningens Gade og Hospitalsgade, som krydses af tværgaderne Dronningens Tværgade, Kongens Tværgade, Toldbodgade, Torvegade, Bjerge Gade og Fiskergade.
Kompagniets landmåler, Jens Michelsen Beck, udstak grid-nettet for Frederiksteds byplan, som Kompagniet godkendte i 1751 og samtidig navngav byen Frederiksted efter den regerende kong Frederik V. Fra begyndelsen blev byen planlagt til at være dobbelt så stor, som den senere blev. Midt imellem de to planlagte bydele opførtes det lille fort Frederiksværn på en stor, åben plads, der gennemskæres af en bæk med udmunding i en lagune på kysten. I dag er fortet – som nu hedder Fort Frederik – og en toldbod på havnen de eneste bygninger med et vist officielt præg fra koloniseringens første år.
Udskibning af plantagernes produkter var havnens væsentligste aktivitet. Frederiksteds beboere var dokarbejdere, ’frifarvede’ håndværkere og nogle få embedsmænd, der kunne handle direkte med de opankrede skibe. Derfor har byen hverken varehuse eller købmandsgårde.
Men til trods for at der var indført toldfrihed for byggematerialer til byen, og selvom fortet allerede stod færdigt i 1760, gik byens udbygning meget trægt. I 1766 boede der kun 341 personer. Derfor blev byens anden planlagte halvdel opgivet, og bebyggelsens udkant blev optaget af de forskellige menigheders kirker, missionshuse og kirkegårde. Omkring 1810-20 var havnepromenaden Strand Street blevet bebygget, men byen var stadigvæk kun beboet af omkring 1500 indbyggere.
En plads, der udelukkende bruges som markedsplads, blev lagt ud men aldrig bebygget med større eller mere monumentale huse end resten af byen.

Frederiksteds arkitektur

Frederiksted blev opført efter samme byggemønster som Christiansted med relativt brede matrikler og skyggefulde gallerier til de gående, men gaderne er bredere og husene er lavere end i Christiansted. De fleste huse er murede, nogle har dog tømret overetage, og byens relativt mange ’frifarvede’ håndværkere har opført mange fine beboelseshuse i detaljeret og godt håndværk bl. a. i forbindelse med kirker og missionsstationer. I Frederiksted har frie afrocaribere haft lettere adgang til at etablere sig i relativ frihed end i koloniens andre byer.
Den sociale struktur ses tydeligere i Frederiksted end i Christiansted. Bortset fra Strandgades lange, regelmæssige facadelinie, rummer alle gader en del mindre grundstykker, hvor de frie afrocaribere byggede deres ofte tømrede huse. På en lang smal matrikel har man udvidet huset med rum efter rum i dybden, hvilket gav anledning til navnet ’bøsseskudhus’ (gunshot-house), måske fordi husene blev lange og smalle som skydebaner.
Frederiksted har været udsat for flere ødelæggende oversvømmelser og orkaner, men den største indflydelse fik oprøret ’The Fireburn’ i 1878, hvor fattige landarbejdere satte ild på størstedelen af byen. Der hersker tvivl om, hvor meget der stod tilbage af de murede huse, men hvis man tæller fag og buer på Hieltes prospekt fra 1820, har mange af husene i dag det samme antal søjler og fag, og i byggeregistrene også det samme grundareal. Desuden tyder de eksisterende huses dimensioner og struktur på, at resterne af den gamle, murede kerne dannede grundlag for det genopførte, nuværende hus.
Men i 1878 var den victorianske koloni-byggestil blevet moderne, og Frederiksted er derfor rigeligt forsynet med tømrede overetager, pyntet med dekorative borter, indfatninger og jalousier i den stil, der kaldes ’gingerbread’ – angiveligt fordi den minder om glasurpynten på ingefærkager.

Afsnit i dette kapitel

  • St.Thomas
  • St. Croix
  • St. John