St.Thomas

Charlotte Amalie

I 1671 udsendte Vestindisk-Guineisk Kompagni Jørgen Iversen Dyppel for at kolonisere St. Thomas, bl.a. fordi han havde været i Caribien før og kendte til de vanskelige forhold på øen.

I en naturlig havn med læ for orkaner og udsyn til indsejlingen anlagde Dyppel en bebyggelse, der blev kaldt Tappus p.gr.a. stedets mange ølstuer – taphuse. Over bebyggelsen ligger forbjergene Denmark Hill og Government Hill som fortrinlige udkigsposter. Udsigtstårne var en vigtig del af byens topografi, efterhånden som bebyggelsen voksede ind på øen og blev til en by. Fort Christian var en af de første bygninger, Dyppel fik opført i årene 1672–79.
Udover Iversen Dyppel og hans slaver fra Afrika og servinger fra Danmark var koloniens første bosættere en broget flok håndværkere, plantere og handelsfolk fra flere europæiske lande, flertallet var dog af hollandsk oprindelse. I 1688 var der 37 indbyggere – slaverne blev ikke medregnet – og fra 1692 begyndte planterne at tage del i handel og skibsfart og bygge deres byhuse. På samme tid fik Tappus navnet Charlotte Amalie efter Christian d. 5’s dronning. Byens navn fik ikke en sædvanlig by-endelse som ’-borg’, ’-by’ eller ’-sted’. Blot et enkelt pigenavn som det er traditionen for skibe.
I 1716 bestod Charlotte Amalie af 82 huse, hvoraf en del var pak- og varehuse langs havnefronten vest for Fort Christian. De første 80 års byudvikling blev ikke planlagt, gaderne fulgte blot byens funktioner og landskabets højdekoter. Først fra 1760’erne blev kvartererne anlagt efter et planlagt gadenet i rette vinkler – et såkaldt grid-net.
I 1764 blev der udlagt bestemte beboelsesområder til den afrocaribiske befolkning, de ’frifarvede’. Områderne bestod af Up Street-kvarteret og kvartererne Savane og West Savane, der fik deres navne, fordi områderne var flade som savanner. Dermed var den socialt adskilte by grundlagt.

Den socialt adskilte by
’Frifarvede’ er blot én af flere betegnelser for de få afrocaribere fra midten af 1700-tallet, som enten var i stand til at købe sig selv eller familiemedlemmer fri af slavelivet, eller fik et fribrev af deres ejer. Et sådant fribrev indgik ofte som del af testamentet, når en slaveejer var død.
Selv om de altså ikke længere var slaver, udgjorde de ’frifarvede’ alligevel en underklasse med særlige regler og fik aldrig samme rettigheder som europæerne. Men de kunne eje huse, jord og – slaver. Med koloniens vækst i handel og byggeri voksede også gruppen af ’frifarvede’. De fleste var håndværkere, men kunne også være handlende eller kvinder, der f.eks. levede af at vaske for folk.
Med en stigning i antallet af børn af blandet afrikansk-europæisk oprindelse – i samtiden kaldet mulatter – havde flere af disse ’uægte’ børn større chance for, at deres ejer, der ofte var deres egen far, ville skåne dem for slavetilværelsen og give dem deres frihed. Der er imidlertid mange eksempler på, at gamle, affældige og udslidte slaver fik et fribrev, så deres ejere slap for at forsyne dem med mad og husly i deres sidste leveår. For at overleve var disse frigivne slaver helt afhængige af, om de havde en ressourcestærk familie eller vennekreds. Det var langt fra altid tilfældet. Disse skæbner var et tragisk ’spildprodukt’ af slavesamfundet, hvilket Brødremenighedens missionærer kritiserede.
De ’frifarvedes’ bydel Savane i Kronprinsens Kvarter husede også de sefardiske jøder fra Portugal og de portugisiske kolonier. De kom især i slutningen af 1700 tallet for at undgå forfølgelse og nyde godt af koloniens religionsfrihed. En permanent jødisk kirkegård fra 1792, der både blev brugt af fattige og velhavende jøder, ligger stadigvæk midt i kvarteret med navne som Lindo, De Sola og Sabhe på gravstenene. Her findes bl.a. graven for Pardo, der ejede et stort smukt hus i Kongensgade 1b. Også i bydelen omkring synagogen i Krystalgade boede der jødiske indvandrere.
Den socialt adskilte by medførte, at de europæiske befolkninger samlede sig i egne enklaver. Den franske befolkningsgruppe har således altid haft deres eget kvarter, Frenchtown eller Frenchmans Creek, i havneområdet vest for den oprindelige bykerne.
Efter 100 år var Charlotte Amalie beboet af ca 2000 indbyggere – ca. 40 % af øens befolkning. Ved 1700-tallets slutning husede byen over halvdelen af befolkningen. Men til trods for at byen midt i 1800-tallet var en af kongeriges største, blev Charlotte Amalie aldrig givet status af dansk købstad.

Arkitekturen i Charlotte Amalie
Charlotte Amalie blev – lige som f.eks. Flensborg – udbygget efter købstadsstrukturen i europæisk senmiddelalder og renæssance. Byen består af lange, smalle matrikler med trange gyder mellem de lige så lange og smalle varehuse, der slutter med et byhus i gadelinien. Hovedgaden med de store pakhuse hedder Dronningens Gade, der fortsætter i Kronprindsens Gade. Den stærkt kuperede by har – lige som de fleste af øernes andre byer – bevaret de danske gadenavne som Vimmelskaftets Gade, Krystalgade, Borgergade, Bjerggade, Pilestræde, Jødegade og Silkegade.
I starten blev pakhusene bygget af tømmer, men efterhånden ændrede man byggeskik og begyndte at mure bygningerne af importerede mursten og den lokale, hårde lavasten ’blue-bit’. Ligeledes var tagene i starten dækket af træspån eller tegl, men orkaner og teglsten er en livsfarlig kombination, så efterhånden blev tegltagene helt erstattet af de mere smidige tage dækket med træspån. I de sidste 100 år har tagdækningen ændret karakter og består i dag overvejende af metalplader, der males.
Pakhusenes mure var oprindeligt pudsede og kalkede, hvilket gav bybilledet en harmonisk helhed. Nu fremstår mange pakhuse fra midten af 1800-tallet i blank mur, så de importerede mursten og gråblå lavasten er synlige. Dette modeindfald og den helt overdrevne butiksskiltning får bybilledet til at falde noget fra hinanden og giver ringe indtryk af den oprindelige arkitektur.
Charlotte Amalies byudvikling startede på den flade forstrand, men blot to tværgader inde går terrænet stejlt opad mod nord. Et særligt træk ved byen er de ca. 40 trapper, der forbinder byens ene niveau med det næste. Oppe fra bjergsiden er der både godt overblik og indblik i byens struktur. Her oppe skråner den enkelte grund så meget, at det ikke har været muligt at bygge de samme skyggefulde, overdækkede gallerier, der kendetegner byerne på St. Croix.
I Charlotte Amalie blev europæernes beboelsesejendomme ofte opført højt beliggende med smukke trappeanlæg op til et skyggefuldt hus på en høj sokkel, hvori rummet kunne udnyttes som cisterne. Bagved og adskilt fra herskabshuset lå husholdningens kogehus og længst borte på matriklen lå ejendommens brugsbygninger, slavernes huse og eventuelt en urtehave.
Den arkitektur, der blev anvendt efter den sidste store brand i 1832, har klassiske, europæiske træk med elegante balkoner i støbejern, som mange bygninger fik tilføjet i sidste halvdel af 1800-tallet. Arkitekturens dimensionering er velkendte for en europæer, og det var netop også den klassiske, europæiske uddannelse, der lå til grund for afrocaribernes oplæring i de håndværk, som europæerne efterspurgte. Den overvejende del af arkitekturen er skabt uden arkitekt, men består af et gedigent håndværk med pyntelige detaljer og stiltræk som fordakninger over vinduerne, hjørnekvadre, søjler og kvadremuring eller svungne trappeløb med de såkaldte ’welcoming arms.’
I de ’frifarvedes’ kvarter, Savane, blev husene i de første årtier bygget af træ med spån på facader og tage, og enten opført på en sokkel eller direkte på jorden. Husene var som regel kun ét til to fag dybe, men lange og sammenbyggede med en fælles gård, hvor al madlavning og bagning foregik. Både i skodderne til at lukke for vinduesfagene og i dørene udgør husenes håndsmedede jernbeslag en markant del af både funktion og arkitektur.
I 1804 blev en stor del af Charlotte Amalie lagt øde af en brand. Nye brande i 1806 og igen i 1826 tog andre dele af byen, og endelig medførte en omfattende brand i 1832, at stort set intet af den oprindelige arkitektur længere eksisterer efter dette tidspunkt – bortset fra Fort Christian.
Kilder:
Three Towns, København 1980, Ole Svenson m.fl.
Savaneros, Charlotte Amalia 1994, Edith de Jongh Woods m.fl.
St. Thomas og St. Croix , Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag 2004, Thorkel Dahl og Kjeld de Fine Licht

Afsnit i dette kapitel

  • St.Thomas
  • St. Croix
  • St. John