Byggeskik

Byggeskikken i Vestindien er dels dannet ud fra det klimatiske vilkår, og dels på basis af de lokale byggematerialer. Men ikke mindst kolonisternes krav og forventninger til bygningernes funktionalitet har betydet, at der er importeret byggematerialer fra både Europa og Amerika. Byggeskikken er så at sige ’det muliges kunst’ på det givne tidspunkt. I 16- og 1700-tallets Vestindien var byggeteknikken baseret på de erfaringer, spaniere, hollændere og englændere havde med sig, men også på den erfaring, som afrikanerne havde med fra deres eget kontinent.

Bygningskunsten er baseret på europæiske håndværkstraditioner, med en klar karakterforskel mellem de spanske kolonier og de nordeuropæiske kolonier. Efterhånden som koloniens byggeri tog til, blev der flere og flere håndværksslaver oplært i de europæiske håndværkstraditioner. Afrikanske håndværksslaver blev også importeret, men deres egen byggeskik kan kun i begrænset omfang siges at have påvirket den vestindiske byggeskik. Men f.eks. er slavernes landsbyer opført af vestindiske materialer i traditionelle metoder fra Afrika.

Vestindisk bygningskultur er baseret på følgende ti materialer:

  1. Mursten – Brick
  2. Kalksten – Limestone, coralstone
  3. Kalk – Lime
  4. Aske – Ashes
  5. Hårdttræ – Hardwood
  6. Fyrretræ – Pitchpine
  7. Jern – Iron
  8. Linolie – Linseed Oil
  9. Blymønje – Led
  10. Farvepigmenter – Pigments

1. Mursten.

Fra grundlæggelsen af den Dansk Vestindiske koloni var arkitekturen baseret på mursten, der blev sejlet fra Danmark til øerne som ballaster på ca 10.000 mursten pr overfart. I Danmark anvendtes den tunge ’munkesten’, fra middelalderen, men fra 1600-tallets slutning og frem gennem 1700-tallet anvendtes den mindre ’Flensborgsten’, der blev produceret på de mange teglværker ved Flensborg Fjord, men også på f.eks. Nivå Teglværk. I forhold til ’munkesten’ på 7 x 13 x 27cm, er Flensborgstenen relativt lille – kun 4 x10,8 x 22,8 cm. Den ringe størrelse gjorde den let at håndtere med kun én hånd, så anstrengelsen ved murerarbejdet næsten blev halveret – og byggehastigheden mere end fordoblet. Nutidens mursten er på  5.5 x 10,8 x 22,8 cm.

Murværket i mange store bygninger består overvejende af Flensborgsten. Men stenen blev også brugt til at mure hjørner, kanter og stik over vinduer og døråbninger, fordi den har en præcis form og let kan tilpasses, så den kan forme dekorative detaljer. Det var disse egenskaber, der gjorde at Flensborgstenen blev bragt med fra Europa og anvendt i koloniens bygninger, så europæerne fik boliger, de ikke bare kunne, men også gerne ville bo i.
Som gennemgående stiltræk ses den murede bue overalt i koloniens arkitektur. Men det er vigtigt at bemærke, at byggeriet fortsat benyttede den brede ’kurvehanks-bue’ i Vestindien længe efter, at den blev betragtet som forældet af arkitekterne i Europa. Det angiver, at øernes arkitektur ikke blev forestået af arkitekter, men overvejdende var baseret på den håndværkstradition, der var blevet opbygget i kolonien.

Generelt er mursten anvendt i Vestindien med henblik på at stå beskyttet af et kalket pudslag, fordi det subtropiske klima slider hårdt på bygningerne med salt, sol og vind, der nedbryder stenen i det lange løb.

2. Kalksten

Både øernes undergrund og havets kystnære rev består af kalksten dannet af koralkalk. Derfor kaldes kalksten for koralsten, som er et meget anvendt byggemateriale. Koralstenen er relativt blød og kan saves ud i store blokke, kaldet kvadre. På St. Croix findes der store stenbrud både inde på selve øen og ude i havstokken, hvor arbejderne har savet omfattende mængder af koralsten. Men selv om koralsten kan modstå vejret både bedre og længere end mursten, har alle bygninger med koralstens-facader oprindeligt været pudsede og kalkede. Når man mange steder på øerne i dag ser disse sten i murværk, der står og forvitrer selv om huset er i god stand skyldes det bl.a., at det er blevet et ’modelune’ at lade det rå murværk fremstå synligt.

I Vestindien ses det på mange ruiner og bygninger, at de er blevet opført på et koralstensfundament.
Koralsten er så porøs og åben, at den suger fugten op i muren, hvorfra den fordamper fra væggene i den kraftige sol, så muren derved køles ned. Dette princip er kendt i det meste af den tropiske verden, som en enkel metode til at nedkøle bygninger. I Vestindien har metoden fungeret fejlfrit siden koloniens grundlæggelse, men i moderne tid er mange bygninger forsøgt renoveret eller repareret med cement og plasticmaling. Derved spærres fugten inde i murværket, hvor den ophobes og får muren til at gå i opløsning. Ødelæggelsen optrappes yderligere af den udbredte brug af aircondition, der kan få fugten til at kondencere på murens inderside og danne skimmelsvamp. Denne paradoksale brug af aircondition og destruktive byggematerialer skyldes et behov for ’moderne bekvemmelighed’, der har medført at mange af de historiske bygninger er gået til grunde.
Natursten kan f.eks. være lavastenen ’Blue bit’. Når natursten flækkes, kaldes de for brudsten. De kan også være slået til mindre skærver og bliver brugt som materiale til at opnå mere glatte mure. Brudsten og skærver er ofte blevet anvendt i kombination, især til at bygge plantagernes fabrikker og produktionsanlæg. Brudstens-murværket blev dog hyppigt suppleret med mursten ved vindues- og døråbninger og i bygningens hjørner.

3. Kalk

Kalk var et helt uundværligt materiale i al murværk og var derfor noget af det første, der skulle skaffes. I Vestindien har kalk været tilgængeligt både i form af konkylier, muslingeskaller, koraller fra havet og fra koralstenene.

Til kalkfremstillingen blev der først bygget en muret  ovn, hvor det rå kalkmateriale blev brændt ved høj varme. Bagefter blev materialet lagt i et hul i jorden – en såkaldt ’kule’ – og tilsat vand, hvilket får kalken til at koge op som stærkt basisk, læsket kalk. Efter noget tid i ’kulen’ findeler materialet sig, og der opstår en kemisk proces, som forvandler materialet til en lys, blød substans, der ligner dej. Ved at røre denne ’kalk-dej’ op med sand og vand bliver den til en mørtel, der både kan mures og pudses med.

I fortyndet form bliver kalken til hvidtekalk, som blev brugt til at overstryge murværk, idet hvidtekalkens desinficerende effekt hæmmer svampedannelse og utøj. Derfor var det tradition at kalke mindst en gang om året, når orkansæsonen var forbi.

Ved at tilsætte lidt jernvitriol bliver kalken lysegul, og tilsættes jernoxyd bliver kalken lyserød. Men den hvide kalk er både billigst og hurtigst at lave.
Læsket kalk blev også brugt som et kemisk filter i sukkerproduktionen til at ’klare’ saften fra sukkerrørerne. Når saften var renset for uønskede affaldsstoffer, blev kalken siet fra igen og kunne så bruges som et grovere materiale i byggearbejder.
En mundtlig overlevering siger, at restproduktet melasse fra ’klaringen’ i sukkerproduktionen blev blandet i den mørtel, der blev anvendt i byggeriet af især sukkermøller og sukkerfabrikker. Ved at tilføre den sukkerholdige melasse hærder mørtlen langsommere end ren kalkmørtel og forhindrer dermed solen og varmen i at hærde murværket så hurtigt, at det revner og flækker.

4. Aske

Lige siden romerrigets dage har det været kendt, at hvis mørtel får tilsat aske, bliver den til en cement, der er hårdere end ren kalkmørtel. I Vestindien brugtes aske fra sukkerkogningen som tilsætning i mørtelen, og fordi denne aske er meget finkornet, har cementen modstået det hårde klima i århundreder.

5. Hårdttræ

De vestindiske øer var oprindelig dækket af regnskove, som blev ryddet for at give plads til plantagerne. En del af de ryddede træer var ’hårdttræ’, som er betegnelse for langsomt voksende, hårde, tropiske træsorter, der er modstandsdygtige over for fugt. Især mahogni indgik i byggeriet, fordi træsorten tilmed er modstandsdygtig overfor angreb af termitter, som er en stor fare for alt andet træværk på øerne. Derfor blev mahogni ofte anvendt til overliggere over døre og vinduer og til dels i tagkonstruktioner eller til skodder, fordi det er formstabilt. Da træsorten desværre også blev ret dyr, blev de fleste skodder lavet af fyrretræ – ’pitchpine’.
Alt ’hårdttræ’ blev således enten anvendt i øernes byggeri eller sendt til Europa, hvor det  indgik i skibsbyggeri og med tiden blev en yndet træsort til møbelproduktion.

6. Fyrretræ

Fyrretræ – ’pitchpine’ – blev importeret fra Nordamerika og var et ofte anvendt byggemateriale i Vestindien. Det er en relativt hård træsort og så længe træet er tørt er det også ret modstandsdygtigt i mod termitter. Det blev især anvendt til at bygge de vindues-skodder, som er en så karakteristisk og synlig del af den vestindiske arkitektur. Bag skodderne, som fortrinsvis var malet i mørke farver, var der ofte fint forarbejdede jalousier til at regulere lyset.

Også tagkonstruktionerne blev overvejende bygget af fyrretræ fra Nordamerika. I det orkanplagede Vestindien må tagkonstruktionen være let og smidig, så spinkle spær og lægter af fyrretræ med spånbelægning blev hurtigt det mest almindelige. Teglsten blev også brugt, men tit efterlod orkanerne intet af tegltagene, mens de seje og føjelige spåntag forblev intakte. Det er dog selve tagkonstruktionens afvalmede form, der først og fremmest sikrer at orkaner og storme glider af og må passere uden at kunne få fat i taget.
Indendørs var lofterne ofte hvælvede, så den varme luft kunne stige op under loftet.

7. Jern

Jern blev mest brugt til at beslå og hængsle døre, porte og skodder. Det er smedejernsarbejde af høj kvalitet, som kan holde i århundreder og genbruges fra bygning til bygning. For den vestindiske arkitektur er skoddernes beslåning af stor betydning, fordi det udgør den enkle facades grafiske dekoration. Foruden bygningsjern skulle der også bruges jern til værktøj og i sukkerfabrikationen, så et smedjeværksted var en absolut nødvendighed for plantagedriften. Både Brødremenigheden og Kompagniet havde da også egne smedjer. Senere blev støbejernet også almindeligt, og her udgør trappegelændere og balkongitrene i Charlotte Amalie et særligt elegant arkitektonisk træk.

8. Maling

Også i Vestindien blev maling fremstillet på linoliebasis. Linolie af hørfrø har den særlige egenskab, at den hærder ved påvirkning af lyset. Så ved at blande farvestof i linolien fremstilles en maling, der er god til at modvirke lysets nedbrydning af træ. Derfor blev alle koloniens skodder, døre og porte malet med linoliemaling.

9. Blymønje

For at beskytte jern mod rust og træ mod råd blev linolien blandet med det giftige, orange farvestof kaldet blymønje, som går i forbindelse med jern og forhindrer rustdannelse. Malet på træ imprægnerer blymønjen imod svamp og utøj. Oven på blymønjen kan der så males med andre farver.

10. Farvepigmenter

Farvepaletten i Vestindien var helt enkel og baseret på de billigste farvepigmenter. De hvidkalkede mure stod i kontrast til et farvet træværk og dermed understreget arkitekturens stramme enkelhed.
De brune, rustrøde og okkergule farver var billige, fordi de blev fremstillet af mineraler og lerarter. Med tiden kom både grønne og blå syntetiske farver til. Men den meget spraglede farvepalet med turkis, orange og pink, som i nutiden kaldes ’Caribisk’, er først opstået efter 1945, hvor syntetiske farver oversvømmede den vestlige verden.