Menneskesyn

Slaveri har altid eksisteret i menneskehedens historie. Stærke og magtfulde mennesker har til alle tider tvunget mindre magtfulde til at udføre tungt og farligt arbejde uden løn og med døden til følge. Slaver er tvangsarbejdere, og tvangsarbejde har man altid sat f.eks krigsfanger eller dømte forbrydere til at udføre. Men med opdagelsen af Amerika og koloniseringen af ’Den nye Verden’ blev slaveri sat i system. Større sejlskibe og ildvåben gjorde det muligt for spanske og portugisiske kolonister at underlægge sig afrikanske og indianske folk, der ikke havde denne teknologi. Og fordi man kunne, gjorde man det. Og fordi man gjorde det, blev slaveriet mere og mere effektivt – dvs. mere og mere umenneskeligt.

Når nogle folk skaffede sig handelsfordele ved slaveri, fulgte andre folk efter. Hvis spanierne kunne producere billig bomuld, tobak og sukker ved at benytte slaver, så fulgte hollænderne, franskmændene, englænderne og danskerne efter fra midten af 1600-tallet. International konkurrence og prisdannelse blev skabt i denne periode, der fik navnet ’merkantilismen’.

Europæerne og de europæiske amerikanere begrundede slaveriet med teorier om andre racers underlegenhed og med regler og love, der skulle holde mennesker af andre racer end den hvide i en underlegen position. Dermed blev grundlaget for ’racismen’ skabt.

Den første moralske modstand mod slaveriet blev formuleret allerede i 1688 af en protestantisk menighed ved navn Kvækerne i Nord Amerika. Langsomt voksede den tanke både i Europa og i Amerika, at mennesket har grundlæggende rettigheder. Disse tanker førte både til revolutioner i Frankrig og borgerlige oprør i andre Europæiske lande og blandt kristne menigheder af alle slags. Dermed blev slavernes rettigheder et spørgsmål om både menneskerettigheder og international handel.

Danskerne etablerede kolonier fra midten af 1600-tallet. I Danmark var det borgerskabet og adlen, der satte slaveriet i system, så det fungerede fra ca. år 1700. Men det var også i netop det samfundslag, spørgsmålet om slaveri blev taget op efter ca. 100 år. Samfundets magtfulde elite kendte tanken om,  at slaveriet skulle afskaffes for at bane vej for en ny samfundsorden.
Der kom imidlertid til at gå endnu 50 år, før slaveriet blev afskaffet i 1848.

Det første skridt blev taget i 1792 af kongens økonomiske rådgiver, greve Ernst Heinrich Schimmelmann. Han nedsatte en kommission med sig selv som formand og med sin sekretær, Ernst Philip Kirstein. Kommissionen skulle belyse muligheden for at stoppe den slavehandel, hvor afrikanere blev bortført fra Afrikas vestkyst, sejlet til Vestindien og solgt som slaver.

Kommisionen udredte forholdene og lagde op til kong Christian d. 7. at forbyde handelen med et ti års perspektiv, så den stoppede i 1802. I denne tiårs periode blev slavehandelen imidlertid mere systematisk end tidligere. I den danske koloni var der i 1792 godt 30.000 slaver – i 1815 ca. 35.000.

Artiklen ”Udtog af Forestillingen til Kongen Angaaende Negerhandelens Afskaffelse” blev i 1792 offentliggjort i Knud Lyhne Rabæks og Christen Henriksen Prams tidskrift, ’Ny Minerva’. Kirstein og Pram blev de første danskere, der talte mod slaveri som institution med udgangspunkt i den afrikanske slavehandel. De var nytænkende for deres tid, og i dag vidner teksterne om det menneskesyn, europæerne skabte om sig selv som en højerestående race end andre racer. Siden 2. verdenskrig har ’De internationale Menneskerettigheder’ formelt gjort op med dette menneskesyn, der stadig plager verdenssamfundet.

Christen Henriksen Pram

Christen Henriksen Pram levede fra 1756 til 1821 og var dansk/norsk digter, embedsmand, tidsskriftsredaktør og forfatter. Hans produktion blev ikke stor, men spændte fra digte over teaterstykker til social-økonomiske artikler. Teksten ”Om Negerhandelen” er skrevet i en brydningstid, hvor hensynet til fortjeneste og økonomisk fremgang brydes med en gryende humanisme og moralske tanker om menneskets rettigheder.

I det følgende gengives nogle uddrag af Christen Henriksen Prams tekst ”Om Negerhandelen” – sat ind i tidens sammenhæng. På verdensplan var der bortført ca 2.7 mio afrikanere til Amerika frem til 1792, hvor Pram skriver om det høje antal:

– ”Måske en deel for høit, men om der også skeer et betydeligt Fradrag – bliver det virkelig dog altid et gyseligt Antal, hvad de indførte angåer, som unægteligen dog tilhobe ere bland Jordens ulykkeligste Skabninger”.

Pram skriver i en tid, hvor der er trykkefrihed, men forbud mod at skrive politiske artikler, der kan omstøde samfundsordenen. Han priste det fremsynede tiltag om slavehandelens afskaffelse – og gav samtidig alle de detaljer, som Kirstein ikke kunne offentliggøre.
Han beskriver først, hvor fredeligt Afrika var før mødet med europæerne:

”Disse Folk ere hverken dumme eller onde, men tvertimod fromme, blide, åbenhjertige, giæstfrie, såvidt ikke deres ulykkelige Forbindelse med Europæerne havde svækket disse Egenskaber. De elske af naturen Fred; deres Krigerlyst er kun Frugten af den Giærrighed, vi med vore andre Lidenskaber have meddelt dem. Vi forringe dybt deres Kår og deres Lyksaligheds Grad ved at bortføre dem fra deres Egne, hvor Jorden så godt som af sig selv dog med mådeligt Arbejd frembringer Overflod af alle de Fornødenheder de kiende, til en langt utaknemmeligere Jord, hvor de finde det hårdeste Arbejd og evig Trældom. Europæerne kunde istedenfor den skiændige Handel, de der føre, giøre sig Forbindelsen med disse landes Indvånere til en sand Rigdoms Kilde, ved en menneskelig Handel og ved at oprette Colonier og udbrede europæisk Kultur.”

Pram skriver, at den europæiske dekadence ødelægger afrikanernes moral. At spiritus og ildvåben nedbryder de afrikanske samfund, så begærlighed efter disse varer driver afrikanerne til at tage deres egne naboer tilfange og sælge dem til slavekaptajnerne på de skibe, der venter på last ved kysten. Og han beskriver, hvor nedbrydende det er for sømænd at medvirke til de umoralske og sygelige slavetransporter, der giver overdødelighed blandt matroser. Og ikke mindst hvor rædselsfulde forholdene er på slaveskibene med en dødelighed på op mod 50% af de tilfangetagne afrikanere.
Tanken om at stoppe slavehandelen på Afrika var påvirket fra Frankrig, England og Tyskland, og både Kirstein og Pram støtter sig til udenlandske redegørelser om forholdene – bl.a. forfattere ved navn Sell, Clarckson og Frossard.

”Frossard anfører en Captains Eksempel, som for Grusomhed mod Negrene, i London var fængslet af det Selskab, der nu er bekiendt under navn af ’Sierra Leone Compagniet’. Han blev blandt andet anklaget for følgende: – En ung Negerkone var bortført fra hendes Mand og Slægtninge, med et spædt Barn ved brystet, og af Slavehandleren tilbudt denne Capitain. Han vilde nok have Moderen, men ikke Barnet; da man ikke vilde skille dem ad, kiøbte han dog omsider begge; men for ei at være belæsset med Barnet, betænkte han sig ikke på at skaffe sig af med dette, hvilket han ufortøvet gjorde, ved at slå dets Hierneskal itu på Skibsdækket og kaste det overbord for Moderens øine. Moderen var meget smuk. Hun blev derfor en time efter slæbt ned i denne samme Capitains Kammer og var nødt til at udståe dette Uhyres Omfavnelser.”

Og eksemplerne fortsætter side efter side. Han beskriver afrikanernes ankomst til kolonien og salg på auktion, – og slavekårene i kolonien:

”Negrenes arbejd beståer i at grave, plante, luge, skiære Sukkerrørene op, bringe dem til Møllen, hvor Saften skal udperses og besørges forvandlet til råt Sukker og til Rum. De vækkes til deres Arbejid, førend Solen står op, ved smeldene af Mesterknægtens Pidsk; de arbejde til Middag; fåe to Timers Hvile; arbeide til Aften igien, for da, når de behandles med Skånsel, at hvile til næste Morgen. Bliver nogen kied af Arbejdet, bliver han strax ved Pidsken helbredt for denne Sygdom. De forskrækkelige Strabadser, forbunden med elendig Føde og Prygl, forårsager, at Negrene enten crepere strax eller dog ganske tabe deres ellers så fordelagtige Helse.”

Pram skriver detaljeret om den justits og de straffe, der findes for at holde slaverne i skak. Og han beskriver, hvor moralsk nedbrydende slaveriet er for kolonien, for individet og for kristen livsførelse. Han argumenterer også med økonomiens fakta og når frem til samme konklusion som både kommissionen og Kirstein – bedre levevilkår vil medføre at slavebestanden kan vedligeholde sig selv – på langt sigt.

”Sådan er da Slavehandelen i sit indvortes Væsen for de ulykkelige Objecter, der ere dens Offere, og for de ligeså ulykkelige Subjecter, af hvilke denne udføres. Dersom den ikke kunde skaffe individuel Fordeel for dens Entreprenører, … kan man dog formode, at ingen vilde …. være så tåbelig at befatte sig dermed, eller tage den i forsvar.”
”Saa mange og store oeconomisk-politiske Fordele vilde der flyde af at afskaffe en alt Retfærdigheds- og alt Religions-begreb trodsende afskyelighed; hvor meget den end strider mod klog Oeconomie… så er den dog endnu håndgribeligere det modsatte af, hvad sand Religions og Menneskeligheds milde Bud fordre”.

18 år senere fik Christen Pram en retrætepost på St. Thomas og fandt nu, at slavernes forhold var i orden. Sådan gjorde alderdom og sygdom ham mere konservativ – og han døde året efter sin ankomst til Vestindien.

Kilde:
Tisdskriftet Ny Minerva , juni 1792. Fundet på Google Books
Teksten kommenteret og bragt i uddrag v. Ulla Lunn
”Grundtvig og slavesagen”, Knud Eyvin Bugge 2003