Flamboyant

flamboyanterVi havde et fort på St. Thomas. Det ligger derovre endnu, bygget på et lavt klippefremspring, hvor kysten oprindelig satte en fod ud i hav- bugten, nu afrundet af senere opfyldninger. De rødkalkede mure mørkner bag flamboyanternes røde blomster som det størknede blod i forhold til det friske. Embedsmænd med lukkede miner går ud og ind gennem porten, hvor der er posteret en bevæbnet politivagt; stedets alvorlige karakter står i stærk modsætning til turisternes sorgløse feriestemning i det omgivende Charlotte Amalia. Allevegne kommer man til at tænke på den gamle historie. Der er nogle flamboyanter, som altid blomstrer. Er der også noget blod, der aldrig størkner helt?

Thorkild Hansens indledning til ’Slavernes Øer’, 1970.