Forterne i Vestindien

Danskerne havde adskillige forter i Dansk Vestindien – Fort Christian på St. Thomas (1680), Fortsberg og Christiansfort på St. John (1720), Fort Christiansværn i Christiansted på St. Croix (1743) og Fort Frederik i Frederiksted på St. Croix (1760). Desuden var der adskillige befæstede bastioner, udkigstårne med kanoner og forposter på de yderste klipper som en del af af de tre øers befæstning.

Det var den danske konge, Christian V., der gav tilladelse til at Vestindisk Guineisk Kompagni drog ud fra Danmark og skabte kolonier. Kongen skød penge i kompagniet og lagde navn til fortet og gav kompagniet ret til at gøre, hvad de gjorde. Men det var borger-skabet og adelen, der satte de store penge på højkant og risikerede deres skibe og mænd. Fra 1670 til 1755 var det Vestindisk Guineiske Kompagni, der regerede kolonien under dansk flag. Fra 1755 blev det kongen og den dansk–norske helstat. Fra 1849 til 1917 var det den danske nation og stat.

På Afrikas Vestkyst blev der også anlagt forter, hvor de indfangede afrikanere blev samlet og ført ombord på slaveskibene til Vestindien. Fra 1685 til 1715 havde det Brandenburgske Afrikanske Kompagni ret til at drive slavehandel fra St.Thomas, fordi Dansk Vestindisk-Guineisk Kompagni ikke gav økonomisk udbytte på det tidspunkt. Fra ca. 1700 begyndte det danske kompagni at give overskud og betalte et udbytte på 12% til aktionærerne i 1714. Derfor fik det Brandenburgske Kompagni ikke fornyet sin kontrakt.

Udover forterne er slavestationen i Christiansted et af de vigtigste bygningsværker, der er knyttet til koloniens organisation og som stadig findes fra den tidlige periode af koloniens historie.
Slavestationen var en del af Fort Christiansværn, men blev efter P.L. Oxholms tegninger adskilt fra fortet med en gennemgående vej ind til Christiansted. Slavestationens ældste dele er samtidige med fortet. Her blev slaverne sat ind og senere solgt på auktion. Efter emancipationen blev bygningen til posthus. Den ejes i dag af National Park Service.

Efterhånden som sukker-eventyret voksede opførtes også vejerboder og toldbygninger. Koloniens guvernementsbygning i Christiansted er et af de væsentligste monumenter over kolonien. I 1750 købte kompagnikøbmand, Johan Wilhelm Schopen, en stor grund i Kongensgade, hvor han opførte et fornemt barokhus. Det var hans private byhus, der med større dimensioner og detailrigdom viste hans evner som arkitekt og bygmester. Efter Schopens død blev ejendommen købt af guvernementet og indrettet til Guvernementshus. Se også afsnittet om Christiansted.

Forternes arkitektur

Et fort signalerede tydeligt over for andre koloniherrer, at øen allerede var indtaget, og smuglere og pirater ville forstå, at her fandtes der både en justits og en bevæbning af kanoner og skydevåben til at forsvare justitsen med. Her var fængsel og torturkammer, kirke og læge, og her har guvernør og øvrighed haft til huse sammen med væbnede soldater. Men i kolonien havde forter også betydning som magtsymboler, der skulle afskrække genstridige eller oprørske slaver.

Forternes arkitektur er europæisk. Med udgangspunkt i geometriske former som cirkel, kvadrat, og trekant var fortet skabt til at være afskrækkende. Det skulle fremstå stort og uindtageligt – jo større jo bedre. I 1676 modstod Fort Christian da også et angreb af franske skibe fra St. Croix, men set i forhold til samtidens europæiske militærbyggeri var bygningen både arkitektonisk og militært helt forældet allerede ved opførelsen. Efter danske forhold var Fort Christian imidlertid stort og opfyldte kravene for øens kolonisering. Til sammenligning er forter på Puerto Rico mange gange større og afspejler, at den spanske koloni var mange gange mere magtfuld end den danske.

Funktionalitet er fæstnings-byggeriets dominerende træk. Bastioner til kanoner, krudtkammer, der er tørt og mørkt, cisterne til at samle vand og sikrede fængselskældre. Men nok så væsentligt er, at fortet er smukt i form og dekoration med flotte trapper, portaler og indre gårdrum og smukke kølige sale med udsyn over havet. Fortet rummede altså både arkitektonisk kunnen, funktionsdygtighed og håndværksmæssig stolthed, men fik også en æstetisk udformning, der afspejlede, at bygningen var centrum for den enevældige konges repræsentant, guvernøren. Som sådan skulle byggeriet opfattes som en slags ’lokalt kongeslot’.

Tidligere stod fortet kalket i hvidt, i dag er Fort Christian og Fort Frederik malet røde. Orkaner og bagende sol er barske vilkår for murværk, så de store anlæg krævede konstante reparationer og en vedvarende vedligeholdelse.

I 1874 blev Fort Christian ombygget og fik tilføjet det nygotiske tårn i bygningens landside. På samme tid mistede fortet militær betydning og blev til politistation – og fik den nuværende, røde farve. Også Fort Christiansværn og Fort Frederik på St. Croix blev kalket med samme mørkerøde farve, som er baseret på jernoxid, og desværre er et dårligt materiale i tropesolen. Farven blegner, og murene bliver mat-orange, så reparationer altid kan ses, da det er umuligt at genskabe den præcis samme farve. Den hvide kalkfarve var langt bedre, men de røde forter symboliserede øvrighedens magt og lokalsamfundets justistvæsen.