Forter på St. Croix

Efter overtagelsen af St. Croix begyndte Frederik Moth at anlægge byen Christiansted i bugten ved navn Bassin på øens nordside. Allerede i 1734 var bosættelsen i fuld gang. På resterne af et fransk fort, St. Jean, plantede Moth kongens flag, affyrede en kanonsalut og påbegyndte fortets bygning. Fortet fik navnet Christiansværn og skulle beskytte mod sørøveri, beskytte kolonien mod oprørske slaver, huse soldaterne og tjene som fængsel. I maj 1735 blev den første gade lagt ud, 40 fod bred, og de første grunde blev taget af von Plessen, Hr. Kroll og Hr. Løwenørn.

Den ellers fortrinlige havn havde et farligt skær ved indsejlingen, så der blev anbragt en lodsstation på den lille ø, Protestant Kajen, lige nord for fortet, som blev bestykket med 12 kanoner, der alle blev givet af kongen.

Men arbejdet skred langsomt frem. I 1744 var fortet kun halvt færdigt, til gengæld var der i 1740 bygget et varehus omgivet af mure. Her blev alle afrikanere ført ind fra slaveskibene, fodret og smur i olie, udstillet og solgt som slaver på auktion. Varehuset, der tilhørte Kompagniet har formodentlig delvist eksisteret ved overtagelsen allerede i 1733, da den centrale bygninge har en hollandsk rennæssancegavl, som antyder at den er bygget i 1600-tallet. Senere blev slavestationen til posthus, hvilket navn bygningen stadig bærer, nu hvor den ejes af National Park Service.

”Endnu efter deres Ankomst til det bestemte Sted viser sig Følgerne, dels af de ved kummerfuld reises samlede Sygdoms Sæd, deels af Forandringer i deres hele Existens; og i de første Tider efter deres Ankomst, i den så kaldte Seassoning, døer der ligesaa mange, om ikke fleere end på Skibene. Allerede naar de føres i Land, kan man regne med et antal for saa godt som døde, uatet de ikke ståe i Listen over dem, som ere døde ombord på Skibene. Man sælger disse for den ubetydeligste Priis af nogle Daler, for det meeste til Læger eller Jøder, der vove en liden Sum mod den betydelige Gevindst, der er at giøre, om en sådan syg Neger kommer sig igien. Facta som disse, behøver ingen Commentar; de tale for sig selv. Det er hårdt at tilstaae og vaskeligt at bestride, at Grændselinien imellem en sådan undgaalig Opofring af Menneskeliv og virkeligt Mord, naar den skulde drages med upartisk Haand, kunde ikkun blive meget skiælvende”.

Dette citat kommer fra den redegørelse som blev forelagt for kong Christian 7. i 1792. Kommisionen var ledet af Ernst Schimmelmann og redegørelsen er skrevet af Schimmelmanns sekretær, Ernst Kirsstein: ’Udtog af Forestillingen til Kongen angaaende Negerhandelens Afskaffelse’.

På forpladsen ved fortet var der desuden en primitiv vejerbod og en smedje. Kompagniet og kongen havde hver deres pakhus. Men pakhuse, vejerbod og toldbod samt soldaternes mandskabsbygning, som kan ses i dag, er bygget i 1800-tallet.

I april 1736 sedte Kompagniet 33 slaver fra St. Thomas til plantagen La Grande Princesse udenfor Christiansted. Deres primære opgave var at klargøre plantagen til sukkerdyrkning, men nogle blev også sendt ind til byen, hvor de uden tvivl deltog i anlægsarbejder ved fortet og andre af Kompagniets bygninger, der blev opført i 1735. 10 rebeller fra slaveoprøret på St. Jan i 1733 blev overført til at arbejde i lænker ved de første anlægsarbejder på St. Croix.

I 1740 havde Kompagniet kun fire slaver, der boede og arbejdede i Christiansted: en tømrer ved navn Thomas, en tømrer kaldt Acra, en smed ved navn Johannes og en lagerarbejder kaldet Quashi. Det beskedne antal afspejler byudviklingens stagnation mellem 1735 og 1740, samt en modvilje hos Kompagniets embedsmænd på St. Thomas imod at sende arbejdskraft til St. Croix.

I slutningen af 1744 var antallet af Kompagniets slaver i Christiansted steget til 24: 5 murere, 3 tømrere, 2 smede, 1 bødker, 9 ’assistenter’, der arbejdede på fortet og andre bygninger, 2 lagerarbejdere og 2 ’master negre’, hvoraf den ene var en ’Bomba’ eller værkfører, den anden en ’Barber’, der tog sig af de syge.

Den store stigning af kvalificerede bygningshåndværkere viser, at byggeaktiviteterne omsider var kommet i gang. Kompagniet havde også afsat 10 af dets slaver til at hjælpe med forberedelserne til udstykning af øens plantager. Fra og med 1747 var disse såkaldte ’kompasnegre’ også forpligtet til at deltage i arbejdsstyrken på St. Croix om lørdagen.

Over det næste årti øgede Kompagniet antallet af kvalificeret arbejdskraft i Christiansted. I dette tidsrum blev alle Kompagniets bygninger færdigbygget, indenfor det område, som i dag udgør Christiansted National Historic Site.

Kompagniet fortsatte med at øge den kvalificerede arbejdskraft i Christiansted, så i 1747 havde det 53 slaver, herunder 5 murere og 6 tømrere. I 1751 var der 62 slaver, hvoraf 5 murere, 4 murerlærlinge, 7 tømrere, 4 smede, 3 ’master negre’, 1 bødker, 14 ’assistenter’, der arbejdede på fortet og andre bygninger. Dertil 14 lagerarbejdere og 3 kvinder, som bagte brød og passede de syge. Syv andre af Kompagniets slaver betegnedes som ’kompasnegre’ Det blev rapporteret, at 2 tømrere og 2 kompasnegre var bortøbet til Puerto Rico, fra 1747 til 1751.

Fra 1744 til Fort Christiansværn stod færdigt i 1749 har der således været et stigende antal kvalificerede håndværkslaver og lærlinge. Det er nærliggende at regne med at de to dygtige murere, der efterfølgende blev flyttet til Frederiksted for at bygge Fort Frederik, nemlig Aquilla og Mingo/David også har været med til at styre byggeriet af Fort Christiansværn. Men også Abraham, Adam, Claus, Jaque/Simon og Pero har været aktive i byggeperioden i de år. Ligeledes tømrerne Ambraham, Acra, Andreas og Jamil. Hvem der har stået som byggeleder ved vi imidlertid ikke med sikkerhed.

I 1755 beskæftigede Kompagniet 56 slaver i byen, herunder 9 murere, 7 tømrere, 4 smede og 12 assistenter, der arbejde de på forskellige bygninger. Da alle bygninger var bygget, og alle funktioner var dækket med hensigtsmæssige anlæg, blev kolonien overtaget af kongen og alle Kompagniets slaver blev den enevældige konges ejendom.

Fort Frederik

Da Kompagniet havde købt St. Croix af Frankrig i 1733 indsatte de Frederik Moth som guvernør. Han gik i land på den vestlige kyst, hvor der lå rester af et fransk fort og ruinerne af en plantage ved navn La Grange. Kompagniet tog La Grange i besiddelse som udgangspunkt for plantagedriften på øen, og Moth fandt stedet velegnet til at opføre en by med en havn, hvor der kunne udskibes sukker ni måneder af året, mens det var for usikkert i orkansæsonen. I 1747 blev Johan Wilhelm Schopen kompagnikøbmand og pålagt at starte den opmåling og udstykning af øen, der blev gennemført af Cronenberg og Jægersberg. I 1750 resulterede arbejdet i et meget nøjagtigt kort, der blev sendt til det Kongelige Søkortarkiv – for herefter at blive gemt eller glemt. Jens Michelsen Beck genoptog en  opmåling og udstykning af øen og udlagde en byplan for Frederiksted på vestkysten af St. Croix.

Grundplanen for Frederiksted var en lille by med et kvarter på hver side af et fort – Fort Frederik. Fundamentet til fortet blev lagt i 1752, og på Becks kort fra 1754 blev byen stadig fremstillet som symmetrisk omkring fortet, men den nordlige halvdel er aldrig blevet bygget. Fortet fik først det officielle navn ’Frederiksværn’, siden blev det ’Frederiksfort’, og i dag hedder det Fort Frederik. Der blev indskibet tømmer af pommersk fyrretræ, Flensborgsten og søm samt mange andre bygningsmaterialer foruden kanonerne til fortets bevæbning.
Bag fortet findes stadig resterne af en kalkovn, som har kunnet forsyne fortet med bygningskalk. Her blev konkylier og koraller brændt, siden blev kalken læsket og gemt i en kule, for til sidst at blive anvendt i murerarbejde, pudsearbejde og hvidtning.

David og Aquila var begge murere og slaver ejet af Kompagniet. Først blev de sendt fra St. Thomas til St. Croix blandt Kompagniets slaver. Siden blev de sendt til Frederiksted for at bygge Fort Frederik. De var begge gift og boede begge på Kompagniets plantage ved Christiansted, La Grande Princesse. Men i 1752 blev de flyttet til Kompagniets plantage La Grange, hvor de skulle bo, mens de byggede fortet. På søndage besøgte de så deres familier, der blev tilbage på La Grande Princesse. De to murere var begge medlemmer af Brødremenigheden og nød stor tillid hos missionærerne. De var de første afrocaribiske slaver, der blev viet, og Aquila var en central figur i missionen.

I det første år gik byggeriet af fortet godt og murværket nåede en højde på 2,5 – 3 meter. I 1755 nåede murene knapt 4 meter til vejrs og i 1758 var fortet halvt færdigt. Efter at et stort, planlagt slaveoprør blev forpurret i 1759, blev færdiggørelsen fremskyndet. I 1760 stod fortet færdigbygget og bærer stadigvæk Kong Frederik d. 5.’s monogram.

Planen over fortet ses første gang på Becks kort som en konstruktion over et kvadrat på ca 40 x 40 meter. Omkring de to hjørner ud mod kysten er der bygget en bastion, der er trukket nogle meter fri af fortets facaden og bygget som en stjernespids i en spids vinkel. Bastionen giver dermed oversigt hele horisonten rundt. Mod havet er der bygget et kanonbatteri med tre bastioner. Det kvadratiske anlæg har en husdybde på ca 5.5 meter. Dækket er bygget af tætliggende bjælker, der spænder fra mur til mur med et endnu tættere lag tværliggere og en flisebelægning, der tillader vand at trænge ind, medmindre det holdes tæt med mørtel. Men bastionerne og krudtkammeret er dækket af murede vandtætte hvælv.
I gården er hovedbygningens facade forsynet med et rundbuet galleri, der gør hovedbygningen mod havet større og løfter den over batteriet med en overfacade forsynet med saddeltag. Et symmetrisk trappeanlæg fører op til fortets tagflader og bastioner og til hovedbygningens øverste etage, hvor kommandanten har haft udsyn over havet.

Fra slutningen af 1700-tallet forlyder det at fortet er for småt, og at det forfalder for hurtigt. I 1820 bliver fortet målt op og står i al væsentlighed uforandret, dog er der tilføjet en stor cisterne i gården. Efter dette tidspunkt bygges der til og om på fort Frederik i 140 år. Det har skiftet farve fra lysebrun til gul, til grå til lyseblå og endelig til mørkerød, efter at det ophører med at have militær betydning fra midten af 1800-tallet. Fra det tidspunkt bliver fortet skiftevis anvendt som politistation, fængsel, retsbygning, telefoncentral og mange andre funktioner. I 1976 blev fortet istandsat for at udfylde en blivende anvendelse som museum og kulturminde, hvilket krævede at hele anlægget blev genskabt i den oprindelige skikkelse fra 1820, og at alle senere tilføjelser blev fjernet.

Desværre var viden om hensigtsmæssige bygningsmaterialer ikke længere tilstede på øerne i 1976. De nye bjælker, skodder, døre og overliggere er blevet udført i træ, der hverken kan tåle fugt eller er modstandsdygtige overfor termitter. Den oprindelige kalk og mørtel blev erstattet med en stenhård betonpuds, der ikke kan føje sig efter vind, fugt og varme, hvorefter hele bygningen blev malet med en sej acrylmaling, der forhindrer murværket i at ånde frit. Fort Frederik blev godt nok bevaret, men bygningens problemer i det hårde klima med stærk sol, stærk vind og meget fugt er meget synlige og vil true bygningens eksistens på længere sigt.

Fortet er et særdeles smukt og stemningsfuldt sted, som det ligger der ved den vestvendte kyst. Fortet er stadig udgangspunkt for politiske og kulturelle begivenheder, og omgærdet med næsten mytisk respekt, fordi det var her, Peter v. Scholten måtte give slaverne deres frihed i 1848.