Forter på St. John

I 1717 blev der udskibet soldater, plantere og slaver fra St. Thomas for at indtage øen St. John, der dengang hed St. Jan. På et strategisk bjerg ved Coral Bay byggede de et lille fort – ’Frederiksværn’ – der oftest benævnes efter beliggenheden på toppen af et bjerg – ’Fortsberg’. Et kort fra 1720 viser en svært tilgængelig vej til fortet med en samling huse bag et dige. Fortet blev senere forstærket og udbygget, men ligger i dag i ruin. Nedenfor fortet blev opført et kystbatteri som en halvmur med skydeskår bestykket med kanoner. Fortet lå i det samme område som den plantage, Vestindisk-Guineisk Kompagni anlagde ved kolonisationen. Beliggenheden var nøje valgt, fordi fortet kunne bevogte Coral Bay, der af mange regnes for at være Caribiens bedste naturhavn.

Et lille fort i Cruz Bay, Christiansfort, fra slutningen af 1700-tallet, er bestykket med kanoner, der også vender ind mod land og i dag huser regeringens lokale funktioner og guvernørens bolig på St. John. Christiansfort i Cruz Bay blev opført i 1780 efter P.L. Oxholms anvisninger, men udvidet og ombygget i 1824. Det var en tømrer ved navn John Wright, der forestod arbejdet efter kontrakt med generalguvernør Peter v. Scholten. John Wright fødtes i 1775 på St. John og købte sig fri fra slaveri som 20årig. Han var uddannet tømrer i den Hollandsk Reformerte kirke og gennem sit fag blev han en meget velhavende mand med eget byggefirma og et stort antal ejendomme i Charlotte Amalie.

På St. John blev der anlagt 86 plantager, der ofte lå adskilt af uvejsomt terræn og høje bjergrygge. Hovedparten endte dog med at fungere som bomuldsplantager. Som på St. Thomas var ca. 80-90% af St. Johns befolkning afrocaribiske slaver igennem 1700-tallet – i 1733 var der 238 europæere og 1074 afrocaribiske slaver. Mange plantere fra St. Thomas udvidede deres aktiviteter med plantager på St. Jan, men ikke alle havde lyst til at bosætte sig så langt fra koloniens centrum i Charlotte Amalie. Derfor havde mindst 13 plantager i øens tidlige kolonisering kun afrocaribiske beboere, fortrinsvis slaver. Det lille fort i Coral Bay var ikke en imponerende magtdemonstration, og det var da også netop på St. John at et af de mest langvarige slaveoprør i Caribien fandt sted.  Oprøret blev nedkæmpet efter et halvt år, hvor oprørerne i praksis havde kontrol over øen. Men at de formåede at lave så meget ravage har formodentlig påvirket europæernes opfattelse af forterne, som nu ikke kun skulle beskytte mod fremmede magters angreb, men også beskytte europæerne mod oprørske slaver. Det var da også først efter 1733, at Fortsberg blev udvidet og befæstet med stenmure.

Mange slaver hverken kunne eller ville affinde sig med skæbnen og flygtede fra slavelivet – løb ’maroon’. Jo flere der stak af, jo større blev lysten til frihed blandt de tilbageværende. I de tættest bevoksede, uvejsomme kystområder kunne slaverne skjule sig i frihed – og fattigdom. Maroon-slaver blev jagtet som vildt og udsat for grusomme straffe, når de blev fanget. Da slaverne på den britiske nabo-ø Tortola blev frigivet i 1832, forsøgte mange danske slaver naturligvis at flygte dertil på simple tømmerflåder.