Fortet på St. Thomas

Fortet i Charlotte Amalie bærer navnet Fort Christian efter Christian d. 5. Fort Christian er bygget fra 1672 til 1678 på en halvø med et klippefremspring i bugten, og er det første og største fort på øerne. Danskerne havde forsøgt at overtage St. Thomas i nogle år, men i  1672 udsendte Det Vestindisk Gueneiske Kompagni den erfarne Vestindiens-handelsmand, Jørgen Iversen Dyppel, for at etablere kolonien. Hans regnskabsbog for de første år beskriver en del om fortets opførelse og dets økonomi.

Alle tal blev angivet i tønder sukker. Den totale omkostning ved byggeriet udgjorde 32.336 tønder sukker, som Kompagniet altså skulle producere på sine plantager for at dække omkostningerne ved byggeriet af fortet. Men der skulle først og fremmest skaffes en højt kvalificeret murerformand til at forestå byggeriet. Dyppel købte den erfarne murer, mulatten Simon Lamare, der kunne opnå personlig frihed, hvis han arbejdede for Kompagniet i 7 år.

De høje, metertykke mure er delvist bygget af natursten og rejser sig som en massiv forlængelse af grundfjeldet, støttet af de store stræbepiller bygget af mursten, som er sejlet over som ballaststen i bunden af skibene. Fortet har også kassemure bygget af den lokale sten, ’blue bit’. Antallet af mursten svarer til hvad 5-6 skibe kunne rumme i deres ballast. Murstenene var af typen flensborg-sten, som var en mindre type sten, der i stort omfang blev brugt i Holland, Tyskland og hertugdømmerne. Det lokale regnskovstræ som f.eks. mahogni og pokholt blev brugt som overliggere over døre og vinduer, til skodder og andre bygningsdele af træ.

I listen mangler regnskab for kalk til at blande i mørtel til at mure og pudse med, fordi kalken blev skaffet på øen ved at brænde koral og skaller i en kalkovn, og herefter læsket med vand og iblandet sand. Tagstenene på kun 1520 stk har næppe dækket mere end den centrale bygning, ’Trygborg’, i midten af fortet. Dyppel indkøbte træstave til tagspån men anfører, at tøndestave til at lave tønder af, efter hans vurdering også kunne bruges som spån til tagdækning. Søm er en relativt stor post på regnskabet. På dette tidspunkt blev søm smedet i hånden, og så store mængder krævede, at de blev importeret, da en lille, lokal smedje ikke har kunnet klare opgaven.

Da Jørgen Iversen Dyppel sejlede fra København var der 190 mennesker ombord – heraf var de 62 straffefanger. Da skibene anløb St. Thomas var 81 døde under sejladsen, og yderligere 72 døde af ’klimatfeber’ inden for et halvt år. Iversens gruppe, der skulle kolonisere St. Thomas var altså på i alt 37 mand. Dette antal blev dog snart suppleret med tilflyttende plantere fra nærliggende engelske og hollandske øer.

En af de vigtigste opgave var at få bygget Fort Christian, der blev opført i perioden 1672-1678. Til Kompagniet købte Iversen Dyppel i samme periode adskillige slaver, hvis samlede antal varierede på grund af død, bortløben og videresalg. I 1680 havde kompagniet 175 slaver. Nogle af dem arbejdede i kompagniets plantage, men mange har sikkert også måttet arbejde på opførelsen af fortet.

I den tidlige kolonitid var det ikke ualmindeligt at arbejdskraft havde en kontrakt om at arbejde for Kompagniet og efterfølgende få deres frihed og mulighed for at etablere sig i kolonien. Denne arbejdskraft blev kaldt ’servinger’. Mange fattige europæiske arbejdere kom til Vestindien på sådanne kontrakter, hvor de dels arbejdede på plantagerne, dels som soldater eller sømænd. Men også vestindere af afrikansk, indiansk eller blandet herkomst kunne ansættes på sådanne vilkår. I denne nybyggertid var slaveriet altså ikke den eneste arbejdskraft, men det ændrede sig i løbet af den første halvdel af 1700-tallet, hvor antallet af servinger faldt, mens antallet af slaver steg.

I april 1672 købte Iversen Dyppel en kvindelig slave ved navn Dona, som i august blev byttet for murermester Simon Lamar, der blev betegnet som ”mulat”, født på den hollandske ø St. Eustatius, hvor mange beboere på St. Thomas kom fra. At Simon Lamar først og fremmest skulle arbejde i 7 år på fortet for Kompagniet tyder på, at han skulle tilbage til sin tidligere ejer, når byggeriet var slut. Ejeren kan have været franskmanden, Robert Lamar, som havde bosat sig på St. Thomas. I slutningen af 1680’erne viser kilderne, at Simon Lamar ejer en plantage og en slave. Hans kone Ebbonetie Bokollj var formentlig født på Nevis, en engelsk caribisk ø, og de tilhørte begge den reformerte kirke. Ikke desto mindre blev der d. 19 juli 1691 døbt en dreng ved navn Martin, søn af Simon Lamar og Epe Nejns i den lutherske kirke. Om han har fået en anden kone, eller om hun har ændret navn vides ikke, men Simon Lamars familie levede altså som frie efter hans 7 års kontrakt.

Ved sin afrejse fra øerne i 1680 rapporterede Jørgen Iversen Dyppel, at fortet var bygget. Det bestod af fire høje bastioner i stjerneform med et højt tårn i midten ved navn ’Trygborg’, hvor guvernøren, præsten og staben kunne søge beskyttelse ved angreb. Rundt om fortet var der plantet en palisade af kaktusplanter for at gøre fortet mere uindtageligt. I 1678 blev fortet truet af franskmændene fra St. Croix, men det blev ikke indtaget. På fortet var kapel, køkken, vagtstuer, kontor, fængselsceller. Men også spisekammer, forrådskælder, skrivestuer og soldaternes sovesale vidner om, at fortet var et lille samfund i sig selv, hvor alle funktioner var dækket. Bolig for høj og lav og arbejdsfunktioner af mange slags var samlet inden for murene. Forrådskamre var vigtige – ikke kun på grund af risikoen for belejring, men fordi mange fødevarer blev importeret fra Europa og kunne holde sig i de kølige rum.

I befæstningen af Charlotte Amalie udgjorde Fort Christian kernen, som også omfattede udkigstårne og armerede forposter på bakkerne og pynterne omkring den naturlige havn. Fortet skulle desuden beskytte mod sørøvere, som førhen havde haft en naturlig og sikker havn i bugten.

Dyppels skæbne

Som den første guvernør var Jørgen Iversen Dyppel ansvarlig for såvel koloniens grundlæggelse med arbejdskraft, byggeri, udstykning i plantager og produktion af varer, der skulle hjem til Danmark. Han var også ansvarlig for justits og håndhævelse af de strenge strafferegler og den religiøse opdragelse af både plantersamfundet og slaverne. Mange af de udsendte hjælpere døde, så Dyppel måtte selv stå for de kirkelige andagter m.m. Han var et hårdhændet og til tider direkte sadistisk menneske, hvilket han beklagede i breve og redegørelser. Efterhånden blev han også syg og ønskede at slippe for tjenesten.  I 1680 rejste han hjem til Danmark for at komme til kræfter og være sammen med sin kone og børn. Nicolai Esmit, som overtog embedet efter Ivsersen Dyppel, havde 30 års erfaring i Vestindien, bl.a. fra Jamaica og Tortuga. I Iversen Dyppels  regnskabsbog anføres, at flere forsyninger er købt af Esmit, som altså må have boet på St. Thomas i Dyppels embedsperiode.

Men Esmit levede ikke op til Kompagniets ønsker og forventninger og efter et par år overtalte Kompagniet Dyppel til at tage til Vestindien igen. Hvilket Dyppel accepterede. Sørejsen blev ramt af hårdt vejr og mandskabet måtte leve af sulterationer og efter et par måneder endte sejladsen i et katastrofalt mytteri. Dyppel blev smidt over bord, og mytteristerne satte kursen hjemad, men grundstødte og sank ved Karlstad. Alle ombordværende blev reddet, men mytteristerne blev stillet for en dommer og henrettet. Skibsvraget af ’Havmanden’, er blevet undersøgt af Bohuslän Museum. På havets bund fandt man bl.a. 10.000 flensborg-sten, nydeligt stablet som ballast.