Via en rende løb sukkersaften fra sukkermøllens kværn ind i sukkerfabrikkens store kogekar, som blev opvarmet af de brændende, knuste sukkerrør og blade og senere af kul, importeret til koloniens havnebyer. Fra kogekarret blev sukkersaften ledt via 3-4 stadig mindre kar for at krystallisere i det sidste kar. I koloniens tidlige år blev disse kogekar eller kedler lavet af kobber, men blev senere fremstillet af jern. Oxholm beklagede sig over, at de danske kedler var for dårlige, for jo finere og glattere karrene var i overfladen, jo finere blev sukkeret også.
Nogle af fabrikkerne var meget store anlæg bygget med ambition og prestige for øje. Som en helhed af produktionsbygninger, boliger og landskab er fabrikken på Sion Hill en af de mest imponerende, og i dag er ruinerne det bedst bevarede anlæg af den gamle type plantagebygninger.
Da den traditionelle måde at producere sukker på ikke blev fornyet før omkring 1900, er de ruiner, som ses overalt på St. Croix, altså udtryk for en produktionsmetode, der fungerede fra 1750 helt frem til 1890. I samme årti blev der etableret centralfabrikker på plantagerne Richmond, Bethlehem, Lower Love og La Grange.