Faktoriet

Via en rende løb sukkersaften fra sukkermøllens kværn ind i sukkerfabrikkens store kogekar, som blev opvarmet af de brændende, knuste sukkerrør og blade og senere af kul, importeret til koloniens havnebyer. Fra kogekarret blev sukkersaften ledt via 3-4 stadig mindre kar for at krystallisere i det sidste kar. I koloniens tidlige år blev disse kogekar eller kedler lavet af kobber, men blev senere fremstillet af jern. Oxholm beklagede sig over, at de danske kedler var for dårlige, for jo finere og glattere karrene var i overfladen, jo finere blev sukkeret også.

En typisk sukkerfabrik blev bygget af marksten og forskellige, lokale stenarter, samt tildannede stenblokke, der kunne forme præcise hjørner. Over porte, døre og vinduer var der buer bygget af mursten og med en stærk cement, der blev opnået ved at blande aske fra de brændte sukkerblade i mørtlen. Den murede bygning er efterfølgende blevet pudset med kalkmørtel af koralkalk og sand og tilsidst kalket. Den læskede koralkalk blev tilsat vand og strøget på murene både ude og inde for at dræbe bakterier og utøj, desinficere og skabe lyse vægge i bygningen. Tagene har været belagt med træspån.

Nogle af fabrikkerne var meget store anlæg bygget med ambition og prestige for øje. Som en helhed af produktionsbygninger, boliger og landskab er fabrikken på Sion Hill en af de mest imponerende, og i dag er ruinerne det bedst bevarede anlæg af den gamle type plantagebygninger.

Da den traditionelle måde at producere sukker på ikke blev fornyet før omkring 1900, er de ruiner, som ses overalt på St. Croix, altså udtryk for en produktionsmetode, der fungerede fra 1750 helt frem til 1890. I samme årti blev der etableret centralfabrikker på plantagerne Richmond, Bethlehem, Lower Love og La Grange.