Plantagens Struktur

Plantagen var hele koloniens rygrad. Det var plantagens produktion af sukker, tobak og bomuld, der bogstaveligt talt skabte uhyre værdier af slavernes blod, sved og tårer. Det var i plantagen, slaverne arbejdede fra før solopgang til efter mørkets frembrud uden løn og med en hytte og et stykke jord til at dyrke egne afgrøder for at overleve.

I koloniens tidlige periode blev der overvejende dyrket rørsukker, bomuld og indigo, som bruges til at farve tøj med. På St. Thomas blev der en overgang også dyrket kaffe og tobak. Enkelte plantager producerede også trækdyr og kød, der ikke krævede så store investeringer i bygninger, maskiner og arbejdskraft som den senere altdominerende afgrøde – rørsukkeret.

Sukkerproduktion kræver en mølle, en fabrik – ’et factorie’, – flere trækdyr og flere slaver, hvilket sammenlagt er en større investering. Fra tidligt i 1700-tallet blev sukkerplantager mere og mere udbredt, og fra ca 1750 blev rørsukker stort set den eneste afgrøde, fordi prisen på sukker var så høj i Europa og i USA, at både investorer og plantere fik store fortjenester.
Kompagniet tjente formuer på at sælge plantagerne til planterne og høstede også fortjenester, når flere plantager med tiden blev solgt for at blive slået sammen til større ejendomme.

Ejeren af en plantage kaldtes en ’planter’, hans forvalter kaldtes en ’overseer’, – begge engelske ord, der blev hentet ind i koloniens ordforråd. I selve markarbejdet blev slavernes arbejdshold ledet af en såkaldt ’bomba’, der er et afrikansk ord. Bombaere var de mest pålidelige – og tit de største – slaver.

I midten af 1700-tallet havde en stærk, mandlig markslave en værdi i køb og salg på 2000 rigsdaler. Hans ’løn’ bestod udelukkende af et klæde at svøbe sig i, en hytte at sove i og lidt ekstra korn eller fødevarer, hvis hans egne afgrøder slog fejl. I slavernes nyttehaver dyrkede de deres egen mad, mest grøntsager og rodfrugter, og de måtte ikke holde dyr, for det ville kræve for meget foder. I år med misvækst sultede slaverne, så dødeligheden steg.

Plantagen bestod af marker, der blev holet, d.v.s. hakket op, plantet til med sukkerør og høstet. I de første ti år gav den samme sukkerplante afgrøder igen og igen, men efter flere år blev jorden udpint og sukkerplanterne måtte genplantes oftere. ’The Big Gang’ var de stærke, voksne slaver, som tog den hårde tørn i det endeløse markarbejde. ’The Small Gang’ var gamle, svagelige og små børn, der passede dyrene og udførte lettere arbejdsopgaver.

Hvis en slavinde blev gravid, skulle hun alligevel fortsætte det hårde arbejde, så hun ofte mistede sit barn. Blev der imidlertid født et levende barn, kunne moderen have det med i marken og måske få tilladelse til at lægge det i skyggen i vagthuset – the watch house.
Slavehandelens og slaveriets umenneskelige vilkår blev i stigende omfang påpeget af embedsmænd og meningsdannere i København omkring 1790. I 1792 blev det omsider besluttet at gennemføre et forbud mod slavehandel med et ti års perspektiv, så det først skulle effektueres i 1803.

I 1796 skriver Peter Lotharius Oxholm, som var kongens rådgiver på øerne og selv var plantageejer og slavehandler, at 8.000 ud af 20.000 slaver dør hvert år, og med den høje børnedødelighed ville slavernes antal ikke kunne opretholdes uden tilførsel af nye slaver fra Afrika. Han gik derfor selv ind i slavehandelen i de sidste 10 år – fra 1792 til 1803 – hvor det var tilladt at hente afrikanere til slaveriet i kolonien.