Slavelandsbyen

I koloniens tidlige år var slavernes hytter placeret tilfældigt og tæt sammen. De bestod af stolper og grene klinet med en blanding af ler, sten og kogødning. Væggene var kalket både ude og inde for at modstå regn og modvirke utøj, og tagene var af palmeblade, der nåede næsten helt ned til jorden.

I 1767 skrev Oldendorp: ’De sorte slavers huse, eller rettere hytter, er så simple og basale, som man kan tænke, at menneskehedens allerførste boliger har været.’ På jorden sov slaverne på stråmåtter, der også var skjul for skorpioner, slanger og giftige tusindben. Alt i alt en alvorligt usund beboelse, hvor sygdomme hurtigt blev spredt. Men Oldendorp så også lidt større boliger, propert vedligeholdt og bygget i lige rækker. Senere i historien blev slavernes landsbyer bygget med en større indbyrdes afstand på 12 m for at undgå smitte- og brandfare. Madlavning med kogegrej af keramik og calabas foregik over et kulbækken på jorden.

I 1960 opmålte og tegnede danske arkitekter et typisk slavehus og slavelandsbyen ved Castel Coakly, som formentlig blev bygget i 1800-tallet. Denne tegning viser et dobbelthus på 4,5 x 17,3 m eller ialt ca 80 m2, altså 40m2 pr bolig. Sammenlignet med antallet af slaver giver det ca. 10m2 pr. person. Boligen bestod gennemsnitlig af to rum med en dør og et vinduesfag med skodder i hver beboelse.
Von Schopens plan i 1761 for plantagen La Grange anviser samme disposition for slavelandsbyen. Den blev dog aldrig bygget. Men selv om denne bebyggelsesform blev betragtet som ideel, blev den kun gradvis en realitet, efterhånden som slavelandsbyerne blev større eller skulle fornys efter brand. På plantagen Becks Grove beskriver Adam Søbøtker det samme bebyggelsesmønster omkring 1780, hvor slavelandsbyen skulle genopbygges efter en orkan.