Sukkermøllen

Især på St. Croix er sukkermøllerne stadig markante i landskabet, selv om mange er blevet til ruiner de sidste 50 år. For at fange vinden blev de bygget på de højeste og derfor mest synlige steder i landskabet, og lige som skorstene i et tidligt, europæisk industrilandskab, så borgerskabet sukkermøllerne som symboler på vækst, fremgang, investeringer og store gevinster.

Med de snurrende vinger har det været en magtfuld bygning at se og nærme sig. Som ruin minder sukkermøllen om et kirketårn.
De vinddrevne sukkermøller er murede keglestubbe med høje, åbne buer, så mølleværkets kraftige tømmer kunne komme ind midt i møllen – og ud igen ved reparationer. Rampen op til møllen ledte slavers og muldyrs last af sukkerrør op til kværnen, der ofte kunne knuste en slaves arm.

Sukkermøllen blev bygget af koralsten, enten i naturlig form eller af fint tildannede stenblokke. Nogle vindmøller har en krypt underneden, hvor et stærkt muret hvælv og en midtersøjle bærer konstruktionen.
I stedet for en vinddrevet sukkermølle havde mange plantager en mølle med en rundgang trukket af muldyr eller stude, på dansk en såkaldt ’hestemølle’ – på engelsk ’an animal mill’. Hestemøllen er en cirkulær, vandret opbygning med stensætning og med en rampe lige som sukkermøllen.

Allerede fra midten af 1700-tallet viser landkortene plantager med sukkermøller og/eller hestemøller.