Afrikanske religioner og Islam

Selv om det i dag først og fremmest er kirkebygninger, der står som monumenter over fortidens religiøse liv, var det kristne verdensbillede i lang tid ikke det mest dominerende. Det var derimod de forskellige afrikanske religioner, som de slavegjorte afrikanere bragte med over Atlanterhavet.

Eftersom de kom fra hele det vestafrikanske område – fra nutidens Senegal til nutidens Angola – var der naturligvis tale om meget forskellige religioner og verdensbilleder, som ikke kan beskrives under én overskrift. Det er dog kendetegnene for de fleste af de religioner, der blev ført til Dansk Vestindien, at de var bygget op omkring tre hovedingredienser:

  • Eet panteon af guddomme.
  • Forestillinger om en spirituel verden, hvor åndelige eksistenser – herunder forfædrene – var til stede og påvirkede de levendes verden.
  • Forestillinger om, at mennesker ikke bare blev påvirket af de spirituelle eksistenser, men også aktivt kunne – og blev nødt til – at påvirke dem ved hjælp af religiøse ritualer.

Nogle guddomme blev anset for at være knyttet til konkrete genstande, som specifikke sten, træer eller floder. At de konkrete genstande forblev i Afrika indebar, at disse måtte omfortolkes eller genopfindes af afrikanerne i Caribien. Andre var ikke bundet til konkrete genstande, men til begreberne for sten, træ- eller slangearter eller lignende, og kunne derfor nemmere flyttes med.
Et eksempel er ’gri-gri træet’ på de gamle kort over St. Thomas, vest for Charlotte Amalie. ’Gri-gri’ betyder trolddom, og et stort gri-gri træ er aftegnet på flere kort fra 1716 til 1787. Måske er det aftegnet som en landkending, men det er sandsynligvis også en markering af, at her fandtes et træ, som afrocariberne anerkendte og dyrkede som deres guddom.
Efterhånden som nye generationer af afrocaribere kom til, blev grænserne mellem de forskellige afrikanske religioner nedbrudt. Selv om mange i de første generationer fandt sammen med partnere og venner af samme oprindelse som dem selv, så gjaldt det ikke alle. Både afrikanerne og deres børn dannede netværk på tværs af etniske skel hvilket medførte, at de også efterhånden begyndte at blande deres kulturer.
Samtidig blev der flere og flere kristne, og helt nye verdensbilleder kom til. Dermed opstod både en kreolsk kultur og formodentlig også en mere eller mindre ensartet kreoliseret afrikansk fællesreligion, som dog lidt efter lidt blev skubbet i baggrunden til fordel for kristendommen. Præcist hvordan den udvikling skete, ved man kun ganske lidt om. Blandingen af religioner skete over lang tid, og de etniske forskelle blev kun nedbrudt med tiden.
Det var fælles for dyrkelsen af de afrikanske religioner i Vestindien, at de ikke blev praktiseret i fine huse som den kristne religion, og derfor eksisterer der i dag ingen bygninger, som har relation til denne side af det religiøse liv i kolonien. Men der er steder, som knytter an til historier om afrikansk religion, og der er historiske kilder, der både fortæller om religiøse handlinger og røber, hvor de foregik.
Slavelandsbyerne på plantagerne var det ene centrum for religiøst liv – det andet var ’busken’ – et begreb, som dækkede over skov, krat og afsides liggende naturområder, hvor europæerne ikke kom. I slavelandsbyerne var fællesarealerne centrum for religiøse forsamlinger, hvor musik og dans ofte spillede en væsentlig rolle. Men sommetider mødtes forsamlinger også i ly af private hjem for at dyrke religioner af mere privat karakter, som for eksempel ofringer til forfædre eller personlige guddomme.
I busken foregik de samme handlinger, men også mere lyssky ritualer knyttet til den religiøse sfære – som for eksempel skadende trolddom – har været udført her, uden for andre menneskers synsvidde.
Det er vigtigt at påpege, at ikke alle i Dansk Vestindien definerede de samme ritualer og religiøse forestillinger inden for den samme kategori. For de fleste afrocaribere var de negative sider af spiritualiteten dem, der havde til formål at skade andre. Men for de fleste europæere var alt, hvad der havde med afrikanske religioner at gøre noget, de ikke kunne forstå og enten var ligegyldige overfor, frygtede eller ønskede at bekæmpe. Det rum, hvor afrocariberne havde mulighed for at dyrke deres egne religioner var derfor i høj grad defineret af de europæere, som havde magten – dvs. administrationen og plantageejerne.
Nogle af de afrikanere, der kom til Dansk Vestindien, var muslimer. Islam var meget udbredt i Senegambia-området og inde i landet i hele Vestafrika, hvor der også blev taget slaver. I samtidige kilder er det anført, at der blandt afrocariberene var muslimer, som praktiserede deres religion, men andre steder i Amerika har koncentrationen dog nok været større. Det lader nemlig ikke til, at der har været større muslimske menigheder i Dansk Vestindien, sådan som det ses andre steder.
På den anden side er det muligt, at muslimerne hurtigt har kunnet identificere hinanden. Derfor er det også sandsynligt, at nogle af dem kan have fungeret som prædikanter, selv om det ikke står i kilderne, og at de kan have holdt religiøse forsamlinger, sådan som man også har beretninger om fra f.eks. Brasilien.