Kristendom og Brødremenighed

Da kun et fåtal af koloniens afrikanske befolkning var kristne før de kom til Caribien, var der basis for at kristne missionærer kunne opbygge missioner på øerne. I begyndelsen var der imidlertid ingen større interesse for at omvende afrocaribierne til kristendommen, hvilket også gjaldt i de fleste protestantiske områder i Amerika. I de katolske kolonier var missionsindsatsen derimod massiv og blev mere eller mindre udført i form af tvangskristning.

Men til trods for at de selv hørte til et enhedskristent verdensbillede, hvor det at være kristen var en given ting, synes hverken danskerne eller andre protestanter at have skænket det synderlig interesse, at omvende den store ikke-kristne befolkning. Det afspejler en opfattelse af afrikanere som tilhørende en anden kategori – som så meget mindre civiliserede end europæere – at det kristne missionsbudskab ikke automatisk gjaldt for dem. Men det skal dog siges, at intet tyder på at europæerne ikke opfattede afrikanerne som mennesker.

Kompagniets mænd og de plantageejere, som levede af afrikanernes arbejde, interesserede sig ikke for deres sjæle. Men andre europæere kom til med et andet syn på mission. I 1732 begyndte Brødremenigheden, også kendt som Herrnhuterne, at missionere blandt afrocaribierne. De var kommet til Dansk Vestindien med dette ene formål, og de fik meget stor succes gennem årene. De udgjorde den første regulære protestantiske mission i Den Nye Verden – Amerika – og deres mission satte en stor bevægelse i gang, som lagde grunden til, at kvækere, baptister, metodister, og andre protestantiske kirker fokuserede på mission. De mange forskellige kirker i nutidens Virgin Islands, i Caribien generelt, og i USA, har således en forhistorie, som netop startede på St. Thomas.
Brødremenigheden var den eneste deciderede missionsmenighed, men også den reformerte, den lutherske og især den katolske kirke optog efterhånden afrocaribiere og gjorde mere eller mindre helhjertede forsøg på at missionere. Især den katolske var succesfuld, og i første halvdel af 1800-tallet var det den kirke, der havde flest afrocaribiske medlemmer – efterfulgt af Brødremenigheden. Med nogle få undtagelser blev hele slavebefolkningen kristne i løbet af 1800-tallet.

De afrikanske religioner, der var kommet med de første generationer af slaver, blev udvisket og overlevede kun på visse områder i form af folkesagn og folketro, som fandtes sideløbende med kristendommen. Men de afrikanske rødder kan spores i brugen af urtemedicin, af magiske hjælpemidler – kaldet ’obeah’ – og i anerkendelsen af spirituelle steder, som traditionelt strækker sig langt tilbage i tiden.
Efterhånden opstod en blanding af europæernes og afrocaribernes kirker, men selv den dag i dag har de forskellige præg. Den lutherske kirke, der udspringer af den danske statskirke, har således også i dag relativt flere hvide medlemmer end for eksempel de herrnhutiske menigheder, der er vokset frem som afrocaribiske menigheder.