Religionsfrihed

Når man besøger US Virgin Islands er kirkerne et markant indslag i billedet. Der er kirker overalt – dels fordi flertallet af øernes befolkning er aktivt troende kirkegængere, dels fordi stort set alle eksisterende kristne trossamfund er repræsenteret med hver deres egne kirker. Der er især kommet mange forskellige kristne menigheder inden for de sidste 100 år, men allerede fra koloniens grundlæggelse har øernes religiøse landskab været mere varieret end de fleste andre steder i verden.

I Danmark var der imidlertid ikke religionsfrihed. Med få undtagelser, som skulle godkendes af kongen, skulle alle tilhøre den evangelisk-lutherske enhedskirke helt frem til 1849, hvor den første demokratiske grundlov blev givet.
Men det gik tidligt op for administrationen af De Vestindiske Øer, at det ikke var rentabelt at holde strengt på ideen om enhedsreligion. Det var svært at få kolonister fra Danmark, og derfor kom mange af de eurocaribiske indbyggere fra Holland og de hollandsk-caribiske kolonier og anglikanere fra de britiske kolonier. Der kom også reformerte og katolikker fra Frankrig. Den eurocaribiske befolkning var altså ikke underlagt helstatens retningslinjer, hvilket illustrerer, at det ikke var den nationale lovgivning, men ønsket om økonomisk udvikling, der definerede reglerne for, hvordan den dansk vestindiske koloni skulle styres og administreres.
I den allertidligste kolonitid var der ingen kirkebygninger, så den luthersk-evangelisk gudstjeneste blev holdt på Fort Christian, mens de andre trossamfund holdt deres egne forsamlinger. Først fra midten af 1700-tallet begyndte de forskellige menigheder at rejse kirkebygninger, hvoraf mange præger bybillederne i dag. Men at der kun blev ført én fælles kirkebog – også for de mange blandede ægteskaber – viser, at statskirken havde en administrativt og juridisk styrende funktion, selv om den altså ikke styrede befolkningens kirkelige tro.
Religionsfriheden fortsatte i hele kolonitiden og omfattede også de trossamfund, der involverede flere og flere afrocaribiske medlemmer som f.eks. Brødremenigheden fra Herrnhut.
Religionsfriheden gjaldt også katolikker, anglikanere og jøder, idet koloniseringen af St. Croix førte både englændere og irere og sefardiske jøder til øerne.
Den religiøse mangfoldighed man oplever på Virgin Islands i dag har altså rødder langt tilbage i tiden. De mange former for religiøsitet vidner om, at selv inden for det lille europæiske mindretal af befolkningen var der en frodig blanding af multikulturelle grupper, som ikke kun blev afspejlet i de mange forskellige europæiske sprog, men også i de mange religiøse trosretninger.
På øerne i dag er der stor tilslutning til Rastafari-bevægelsen, der er en nyere religion baseret på kristendommen, grundlagt på Jamaica omkring 1930 af Marcus Garvey. Bevægelsen har udgangspunkt i afrocaribiernes oprindelse i Afrika og i længslen mod Afrika som Zion. Det oprindelige land og helliggørelsen af Ras Tafari – der senere blev kejser Haile Selassie – er centrale elementer, som modsvarer den undertrykkelse, afrocaribierne har måttet leve under. Rastafari–tilhængerne vender sig mod det moderne samfund og dyrker familien og jorden som bærere af deres samfund, og Cannabis betragtes som et sakramente. Bevægelsen har ikke kirkebygninger.
Kilder:
Johannes Brøndsted; Vore gamle Tropekolonier, 1967 Fremad
Harald Lawaetz: Brødremenighedens mission i Dansk-Vestindien, 1769-1848: bidrag til en charakteristik af Brødrekirken og dens gerning og af den farvede races stilling til Christendommen. København 1902
St. Thomas og St. Croix , Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag 2004, Thorkel Dahl og Kjeld de Fine Licht.
Interfaith Directory of St. Croix 2009
Wikipedia vedr. Rastafari bevægelsen