Frederikstaden og Christianshavn

København voksede med koloniens fremgang og fik en stor tilvækst af skibsværfter, pakhuse, sukkerrafinaderier, klædefabrikker, sejlfabrikker og mange andre typer virksomhed, der forsynede handelsskibene og aftog og bearbejdede produkterne. Flådens mandskaber voksede og dens boliger i Nyboder blev fornyet og gjort større.

Også visse provinsbyer kan takke kolonierne for deres blomstringstid i 1700-tallet, f.eks. Helsingør og Flensborg. Fra Flensborg kom murstenene til koloniens byggeri, men byens købmænd tog også på langfart og fik del i sukkereventyret. Bl.a. blev byens produktion af brændevin til en produktion af den rom, Flensborg har været kendt for lige siden.
Prominente købmænd som f.eks. dynastiet ’Andreas Christiansen’ har i flere generationer sejlet på Vestindien og handlet sukker. I Flensborg er der stadigvæk by- og pakhuse, der vidner om byens andel i den florissante handel.

Siden Chr. D. 4. var der planer om at udvide hovedstaden med et nyt kvarter, ’Ny København’, hvor der skulle bygges store barokpalæer og lystvillaer med haver. Der skulle dog gå mange år før bydelen for alvor blev planlagt og bebygget. Planerne blev til noget under Frederik d. 5., hvor kongens nære ven, skibsreder og købmand Andreas Bjørn, foreslog et bykvarter på en del af sine egne grunde. Moltke fik arkitekt Nicolai Eigtved til at udvikle planen, som blev til en af Europas mest helstøbte rokokobebyggelser inden for bykvarteret ’Frederikstaden’.

Andreas Bjørn – kaldet ’Kongens Bjørn’ – var en magtfuld mand i København. Han var skibsreder, købmand og en stor aktieejer i Vestindisk-Guineisk Kompagni. Han ejede flere tømmerpladser og et skibsværft. Da han tilmed ejede nogle af de påtænkte byggegrunde i ’Ny København’, var han aktiv i planerne om at bygge den fine, nye bydel. Han ejede også ’Bjørnsholm’, hvor hans skibsværft lå, og en meget stor grund på Christianshavn, hvor han havde tømmerplads. Her fik han opført ejendommen Strandgade 46 på hjørnet af Bådsmandsstræde og Strandgade som et gadehus i tre murede etager og høj kælder. Bygningen er et stramt barokhus uden prydelser af nogen art og er tænkt som en del af gaden, men med udsigt over havnens aktiviteter fra 1. salen. Ejendommen blev i familiens eje frem til 1766.

De prominente familier, der opførte de store palæer i ’Frederiksstaden’, er de samme, som optræder på aktiebrevene fra investeringerne i kolonien. Ulrik Frederik Gyldenløve opførte samtidens mest prominente barokarkitektur nemlig Charlottenborg, på Kongens Nytorv. I dag huser bygningen Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Christian Gyldenløve boede i palæet bygget i den senere rokokostil, på hjørnet af Bredgade. I dag huser bygningen den franske ambassade. På hjørnet af Dronningens Tværgade og Bredgade ligger Gyldenløves lille palæ, som i dag huser Håndværkerforeningen. Den fine barokbygning med elefanter og andre eksotiske figurer har haft følgende ejere, der alle var involveret i det vestindiske ”eventyr”:

1686-1704 Ulrik Frederik Gyldenløve.
1704-1717 Ferdinand Anton Danneskiold-Laurvig.
1717-1762 Ferdinand Ludvig Danneskiold-Laurvig.
1762-1763 Anna Joachimine Ahlefeldt, gift Danneskiold-Laurvig.
1763-1783 Christian Conrad Danneskiold-Laurvig.
1783-1788 Niels Lunde Reiersen og Frédéric de Coninck.
1788-1794 Frédéric de Coninck.
1794-1796 Enkedronning Juliane Marie.
1796-1836 Constantin Brun.

I Bredgade 28 ligger Schimmelmanns palæ, – i dag Odd Fellow Palæet – som er tegnet af Nicolai Eigtved. Palæet hed oprindeligt ’Berckentins Palæ’ efter bygherren. Dette fornemme palæ blev købt af H.C. Schimmelman og siden overtaget af sønnen, Ernst Schimmelmann i 1780. I Amaliegade 18 ligger et for datiden meget moderne hus, som blev opført i 1764 af Nicolas-Henri Jardin for slavehandlerdirektøren, H.F. Bargum. I dag har hofmarskallatet til huse i bygningen.

Adelen og de rigeste borgere byggede de smukkeste rokokohuse i Frederiksstaden, der sammen med Amalienborg regnes for et hovedværk i periodens arkitektur. I denne periode ombyggede både adel og borgerskab også deres herregårde, som fik tilbygninger og blev udstyret med fornemt interiør. Borgerskabet investerede også i byens huse på Christianshavn og i Indre By, samt i store villaer uden for byen for at kunne nyde landliggerlivet – ligesom adelen.

Sukker blev en mere og mere udbredt luksusvare i samfundet, og møbler af vestindisk mahogni fik højstatus, hos adelen og siden hos borgerskabet. Kongen kunne dog overbyde de fleste i luksus. F.eks. havde han et hyttefad med levende skildpadder på havnen i Christiansted. De blev sejlet til København og forsynede hoffet med skildpaddesuppe. Og skjoldene blev forarbejdet til nyttige kamme og andet udsøgt kunsthåndværk. At besmykke sig med den rigdom, det Vestindiske engagement havde givet, var ikke ualmindeligt.
Den person, der både vovede og gennemførte risikable forretninger og tilmed tjente godt på det, gik under betegnelsen ’vindskibelig’. Og en sådan vindskibelig person, der kunne fremvise et talent for at udnytte andre til egen vinding, skiltede også gerne med det. Et helt konkret tegn på, at man tjente sin formue på at være den afrikanske slaves herre, var ved at anskaffe sig en page til at opvarte sig i alle ender og kanter. På øerne var det helt almindeligt at have hus-slaver til at opvarte sig, men med årene blev det også udbredt blandt de rigeste i Danmark, at skaffe sig en barnepige eller en tjener fra Vestindien.