Pengene kommer hjem igen

Kolonierne i Vestindien og Tranquebar i Indien indgik i den danske befolknings bevidsthed som steder med aktiviteter, der skaffede kongeriget fremgang år for år. F.eks. steg befolkningstallet i Danmark fra 700.000 til 900.000 fra begyndelsen af 1700-tallet til omkring år 1800.

I Vestindien kunne man både blive rig og sætte livet til, men mange tog alligevel chancen. For en karriere og formue skabt i Vestindien gav mulighed for opstigning på den sociale rangstige. Og hvor det fjerne Østens marked for silke, porcelæn og krydderi også var attraktivt for sin eksotiske kultur, var Vestindien blot og bart en hjerteløs pengemaskine. Et sted uden kultur, hvor man kun var for pengenes skyld.

Lige så længe kolonien har eksisteret, har studier og afhandlinger gransket, hvad kolonien indbragte rent økonomisk. Nogle tjente op mod 25% på deres investeringer, andre gik fallit. I anden halvdel af 1700-tallet tjente man mellem 10% og 13% på sin investering, og efter Napoleonskrigene omkring 7%. Efter slaveriets ophævelse blev kolonien en relativt dårlig forretning. Sukkerprisen steg og faldt bl.a. i forhold til krigs- eller fredstilstande, men havde en jævnt stigende tendens fra 1734 til 1780.
Især for København betød Vestindien store formuer. Størsteparten af sukkerproduktionen kom til København for at blive raffineret og solgt i Danmark, Norge og Hertugdømmerne, men det blev også eksporteret til Sverige og landende omkring Østersøen.
I 1804 udgjorde sukkerimporten i København 50 % af al oversøisk import – 20.5 mio. pund sukker.
Som eksportvare udgjorde sukkeret i 1778 66 %, i 1784 50 % og i 1804 40 % af al eksport. Også eksporten af varer fra Europa til koloniens plantere var en indbringende forretning for København.
Jordspekulation har også dengang været en kilde til store gevinster. I de første år efter overtagelsen af St. Croix kunne en plantage købes særdeles billigt. Investeringen kunne oven i købet dækkes blot ved at fælde regnskoven og sælge de store mængder mahogni og andet ædeltræ.

En plantage købt af Kompagniet for 500 rigsdaler i 1734 kunne sælges for 1700 rigsdaler i 1747. Plantagernes pris steg med investeringerne, og da slaverne indgik som fast ejendom på linje med bygninger og kvæg, risikerede en slave tilstadighed at blive handlet til nye herrer. Prisspiralen fortsatte, så længe sukkerprisen steg. F.eks. havde Johan Castenskiolds plantage på St. Thomas en højere handelsværdi end hans to danske godser, Hørbygård og Knabstrup, tilsammen.
At flertallet af koloniens plantere ikke var af dansk oprindelse medførte til gengæld, at mange af de store formuer, der blev høstet, når planterne solgte deres ejendomme og forlod øerne, havnede i planternes hjemlande – England, Irland og Holland – og ikke Danmark. Til gengæld kom en del ’vestindere’ og købmænd af engelsk herkomst til København, hvor de har givet navne til f.eks. Appelby’s Plads og Potters Gård på Christianshavn.
Så længe indtjeningen var god, blev der tilført enorme formuer fra kolonien til København. Men fra 1797 til 1829 faldt plantagernes værdi med 36%. Jorden var udpint og gav lavere udbytte, det var blevet dyrere at skaffe slaver og fredstiden efter Napoleonskrigene medførte faldende sukkerpriser.