Slavehandelen

Slavehandelen var en virksomhed i sig selv. Kompagniet satte handelen i system med slaveforterne på Guineas vestkyst, transport i slaveskibe til Vestindien og salg på koloniens auktioner. Da staten overtog Kompagniet i 1754 blev slavehandelen fri, og der opstod flere firmaer, der handlede med slaver. I en periode blev de fleste slaver købt af andre nationers slavehandlere, men fra 1765 fik H.F. Bargum bevilling til at drive slavehandel. Fortjenesterne ved denne handel var meget usikker, og der taltes om fortjenester på alt fra over 100% til rene underskud.

H.F. Bargum gik fallit i 1775, men der kom andre til og nye konsortier opstod. Store gevinster blev tjent, og ligeså mange sat til på den umenneskelige og moralsk nedbrydende handel. I 1792 vedtog kongen at stoppe slavehandlen – med et ti års perspektiv. Der blev derfor investeret voldsomt i det sidste konsortium ’Pingel, Meyer og Prætorius’, der skulle importere så mange nye, egnede slaver, at bestanden kunne opretholde sig selv, når forbuddet trådte i kraft i 1803.

Peter Lotharius Oxholm havde været i kolonien som søofficer, men blev selvstændig plantageejer på St. Croix i 1778. I perioden 1782- 1805 var han også slavehandler. Efter Napoleonskrigene vendte han tilbage til kolonien som guvernør.
Oxholm protesterede stærkt imod ophævelsen af slavehandelen og forsøgte at få den forlænget efter forbuddet i 1803.
Efter Napoleonskrigene og stoppet for transporten af slaver fra Afrika begyndte sukkereventyret at blegne. Priserne på slaver steg og prisen på sukker faldt. Men for den dristige investor var der stadig store gevinster at hente, men med salg til andre kolonier og til USA, da importen fra Afrika altså var forbudt. Fra 1830’erne hvor Englænderne gav slaverne fri var det slut med at tjene på den afrikanske slavehandel. Som Chresten Henriksen Pram udtrykte det i 1792: “Dersom negerhandelsen ikke kunde skaffe individuel Fordeel for dens Entreprenører, kan man dog formode, at inge vilde være så tåbelig at befatte sig dermed eller tage den i forsvar”.

Statens engagement i kolonien var helhjertet for jo større omsætningen var, jo større var også toldafgifter og skatter til staten. Men med årene steg koloniens driftsomkostninger til det statsapparat, der styrede kolonien via bl.a. domstol, militær og administration.
For at sikre handelsflådens skibe sendte den enevældige konge flådens skibe med på togter til Vestindien, og årene, hvor Europas stormagter lå i krig med hinanden, måtte orlogsskibene således sejle i konvoj for at beskytte handelsskibene. Alt i alt var det dog en god investering for staten frem til tiden efter 1820, med alt hvad perioden indebar af menneskelig lidelse.