Vestindisk-Guineisk Kompagni

Koloniens etablering og drift i de første 150 år er historien om store investeringer, store fortjenester og store menneskelige lidelser. Den guldgrube, som investeringerne blev, var udelukkende baseret på slavernes gratis arbejdskraft og lidelser ved at arbejde sig til døde i bomulds- og sukkermarkerne. Dertil fik investorerne i slaver, skibe og sukker uhyre store fortjenester på periodens krige, der holdt især Frankrig og England beskæftiget, og berigede dem, der turde sejle på trods af farerne. Dette afsnit handler om nogle af de personer, hvis bygninger og besiddelser satte et blivende aftryk på dansk bygningskultur i kraft af de store formuer, de tjente på kolonien.

Fra starten i 1670’erne til overtagelsen af St. Croix i 1733 var investeringslysten båret af det danske samfunds top, der troede på projektet. De investerede stort, og deres satsning skulle vise sig at bære frugt. Befolkningens lyst til at investere i plantagerne var imidlertid begrænset. Kompagniet måtte i første omgang sælge plantagegrundene til lave priser og i mange tilfælde til andre europæere end danskerne, som kun havde begrænset lyst til at indlade sig på koloniens risikable forhold.
Det Vestindisk-Guineiske Kompagnis interessenter og investorer fik udbetalt overskud fra år 1700. På det tidspunkt havde Kompagniet etableret både fort, pakhuse og plantager på St. Thomas, hvor der blev produceret luksusvarer til kongehus, adel og borgerskab i Danmark. Plantagen lå øst for Charlotte Amalie, hvor Kompagniet og siden kronen, dernæst ØK og i dag en lokal pensionskasse ejer arealerne bag Havensight, hvor krydstogtskibene ligger ved kaj.

Blandt de første investorer af den kapital, der var nødvendig for at danne kolonien, var Christian 5. og hans dronning, Charlotte Amalie. Desuden investerede kongens bror, prins Jørgen, der senere blev gift med den engelske dronning Anne, og hans halvbror, excellence Gyldenløve. Blandt de øverste adelige var investorerne bl.a. kongens rådgiver, grev Conrad Reventlov, samt grev Frederik Ahlefelt, der var gift med Christiane Gyldenøve – en datter kongen havde fået med sin officielle elskerinde. Hun hed Sophie Amalie Moth, og var hoflægens datter. Hun fødte kongen fem børn. Også hendes bror, Mathias Moth, investerede i kolonien.
Sophie Amalie Moths nevø, Frederik Moth, blev guvernør i Vestindien og grundlagde Christiansted på St. Croix i 1734.
Danske kongers anerkendte børn med deres elskerinder har alle efternavnet Gyldenløve. De er altså i familie gennem deres fædres slægtskab, men ikke på mødrene side.

Også baron Jens Juel – bror til søhelten Niels Juel – investerede penge i koloniens grundlæggelse. Det var altså samfundets øverste top, der sammen med en lang række medlemmer af borgerskab og adel, der sikrede koloniens etablering.
Kompagniet planlagde infrastrukturen i koloniens opbygning, der var baseret på at varerne, som plantagerne skulle producere, efterfølgende blev skibet hjem for at blive solgt i Danmark. Men der skulle også investeres i plantagernes produktionsapparat, indkøb af slaver, ansættelse af mesterknægt og bestyrer m.m. Plantagerne blev udbudt af Kompagniet og især købt af hollandske og engelske slægter med koloni-erfaring, men også mange danske navne fra listen af indskydere går igen på kort over plantageejere, bl.a. navnet Moth.

Ledelsen af Vestindisk-Guineisk Kompagni bestod af en præsident og nogle direktører, som var de store investorer i koloniprojektet. Listen over direktører fra 1670 til 1750 indeholder bl.a. Jens Juel – 1670, Mathias Moth – 1690, Charles Ahlefeldt – 1703, Danneskiold Laurvigen – 1723, v. Plessen – 1735, Andreas Bjørn – 1747, A.G. Moltke – 1750.